SU skal kun være for danske statsborgere
De stigende udgifter på SU-området bør give anledning til nogle nødvendige ændringer.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Nogle lovgivninger er så tossede, at man undrer sig over, hvordan de nogensinde blev vedtaget. Det er tilfældet med SU-lovgivningen. Der er mange aspekter herom, som ville være en debat værdig, men jeg vil her tage fat i de helt åbenlyse: SU og SU-lån til udenlandske statsborgere.
Jeg er bevidst om, at der er forskellige regler, som skal opfyldes for at opnå tilgang til disse ydelser, men disse kriterier ændrer intet på den grundlæggende problemstilling og udfordring.
Skatteyderne i Danmark betaler ganske enkelt for uddannelse af andre nationers borgere.
Det kan man så rent principielt være tilhænger eller modstander af. Jeg lægger ikke skjul på, at jeg tilhører den sidste kategori, der ikke ser gyldige argumenter for, at danske skatteydere skal løfte regningen, for at f.eks. en ung italiensk gut kan uddanne sig til en bedre tilværelse i Italien.
Når man tilmed anlægger en mere realpolitisk vinkel, så er de kraftigt stigende udgifter til området i sig selv begrundelse nok for at ændre på lovgivningen.
Vi bruger massive midler på selve SU’en til udlændinge, men vi har også tilladt et absurd stort låneoptag til udenlandske studerende.
På nuværende tidspunkt er der optaget SU-lån på 2,34 mia. kr. til udenlandske studerende. En ikke betydelig andel af disse bliver aldrig tilbagebetalt. På nuværende tidspunkt er der 426 mio. kr., som er registreret som misligholdt gæld.
Nu er misligholdt gæld ikke godt. Men når det kommer til udenlandske studerende, så bliver det yderligere problematisk. Vi har nemlig ganske enkelt mere end svært ved at indkræve pengene igen. Hvis vi så kigger på det faktum, at optaget af udenlandske studerende er seksdoblet over de seneste 10 år … ja, så står vi med dette massive problem, som politikerne har ignoreret i al for lang tid.
Vi kan samtidig se, at 42 pct. tager deres betalte uddannelse og lånet med tilbage til deres eget land, og derefter ”glemmer” man så at betale.
Det er en praksis, som ganske enkelt ikke kan fortsætte. Det er på ingen måde rimeligt, at politikerne tvinger os danske borgere til at aflevere vores penge, og så er dette måden man forvalter dem på.
Vi har også allerede set de traditionelle partiers bud på løsninger. Mere kontrol, flere regler og mere stat. Borgerne må altså betale endnu mere i håb om at få deres penge tilbage. Det er ganske enkelt en håbløs tilgang. Og især når man tænker på, at de rette løsninger her også er den mest simple.
Gør SU og SU-lån afhængigt af dansk statsborgerskab.