Kommunalvalget er nemt

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Kommunalvalget er nemt. Hvis du foretrækker, at større danske byer og områder udvikler sig i samme retning som større byer og områder i Sverige, skal du blot stemme på Enhedslisten, Alternativet, Radikale, SF, Socialdemokraterne, Venstre, Liberal Alliance eller Konservative. Disse otte etablerede partier arbejder – godt nok i forskelligt tempo – på at islamisere Danmark. Den eneste forskel er hastigheden, hvormed det foregår, og hvorvidt det skal ske aktivt eller passivt.

De rødgrønne partier foretrækker, at islamiseringen er et aktivt tilvalg; væk med det gamle, ind med det nye – eller som de siger i Frankrig: Ind med muslimer, ud med jøder.

De etablerede blå partier foretrækker, at det sker passivt, dvs. ikke som en intenderet handling, men som en indirekte konsekvens under skyldig henvisning til eksplicitte og implicitte menneskerettighedskonventioner, muligvis fordi ingen så vil give dem skylden, mens de har travlt med effektiviseringer, forenklinger, skatte- og afgiftslettelser. Om ikke andet kan vi se frem til at køre til hospitalet eller vor egen begravelse i en billigere bil.

Det eneste, jeg er i tvivl om, er Dansk Folkeparti. Min fornemmelse siger mig, at partiets hjerte banker mere for Dansk Folkeparti end for Danmark. Ellers havde de erfarne rotter for længst væltet den siddende regering og dannet taktisk makkerskab med den nuværende, men skrøbelige ledelse hos Socialdemokraterne, der lader til at have forstået situationens alvor i modsætning til landets statsminister og de nominelle konservative – måske bortset fra undtagelser som Naser Khader og Rasmus Jarlov.

Men, ak, det er jo en fair sag. Nogle kan bedst kaos og opløsning, andre hælder mere til ordnede forhold og nationale hensyn. Nogle læser Per Nyholm eller Martin Ågerup, andre lægger deres artikler under våde sko i entreen eller futter dem af i pejsen. Det er et frit valg og et frit land – lidt endnu.

I København, hvor jeg desværre bor, står valget mellem 50 nuancer af lyserødt, som jeg skrev i et blogindlæg forleden. Når jeg betragter de glade ansigter og basunkinder, der smiler fra lygtepæle, broer og træer med ens slogans om mere suppe, steg og is, er det pink og ikke rød, blå eller grøn, der falder mig i hu. Pink for en territorial fare, der ikke tages alvorligt, pink for midlertid våbenhvile, pink for hold nu op med at være så sur, pink for »dialog«, flere »flygtninge« og mere »integration«.

Vist så, indvandringen fra den arabiske verden er ikke primært et kommunalt eller regionalt svigt.

Masseindvandringen er en national og europæisk katastrofe, og for hvert år skandalen fortsætter, styrkes mine anelser om, at de ansvarlige aldrig vil blive stillet til ansvar.

Men hør nu her: Protesten kunne jo komme fra kommunerne, ligesom den gjorde, da en række socialdemokratiske omegnsborgmestre tilbage i 1980'erne advarede mod indvandringens sociale og økonomiske konsekvenser og forsøgte at råbe partiledelsen op. Forgæves, som bekendt. Borgmestrene og deres anliggende blev dæmoniseret, især af de socialdemokratiske parti- og mediespidser, der havde travlt med at give den som »humanister«. Men protesten kan sagtens komme nedefra og igen og igen, det er faktisk livsnerven i et demokrati.

I stedet leger kommunal- og regionalrødderne med penge og bygger sandslotte. I Nyborg har man f.eks. besluttet at kaste 351 mio. kr. efter en omfattende ødelæggelse af det historiske Nyborg Slot. Sådan spises der lagkage i Lagkageland, og skulle der være penge til overs, skal de nok blive brugt, bare ikke til at bekæmpe indvandringen med.

På en underlig Monty Pythonsk måde er sagens substans blevet vendt på hovedet. At ville bevare det Danmark, vi har fået midlertidigt ansvar for, anses gerne som utopisk eller revolutionært.

Med mine konservative briller er det derimod indvandringen – samt EU og de misforståede konventioner – der rummer et revolutionært potentiale, som vi udløser, hvis vi fortsætter ned ad slisken mod svenske tilstande.

Verden er ikke global, fjern og ubegribelig eller bestemt af skæbnen. Den er konkret og kommunal. Og det er kun sådan, vi vinder Danmark tilbage. Ved at se os om efter nogle nye politikere og partier, der forstår at handle i tide.