Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Kommunalvalgets 50 nuancer af pink

Politikerne overlader os til halal. De giver os islam. De giver os militserne, det religiøse politi og moskeerne.

Bevæbnede arabiske bander har forhandlet sig frem til en kortvarig våbenhvile. En gruppe »fædre« har øjensynlig gjort aftalen mulig. Mødet fandt sted i en lokal moske, dvs. under religiøs supervision, muslim over for muslim, milits over for milits, imam over for imam.

Våbenhvilen gælder ikke i Syrien, Afghanistan eller Somalia; den gælder ikke de muslimske territorier i  London, Paris, Bruxelles eller Stockholm. Næ, den gælder i København, regeret af verdens hyggeligste socialkammerater med hang til cykelstier, børnehaver, mangfoldighed og mindfulness på skoleskemaet. Alt sammen kun få dage før kommunalvalget.

I den bedste af alle verdener ville »våbenhvilen« have udløst et ramaskrig fra moralsk og politisk vakte borgere, der med afsky vendte sig mod islamiseringen af deres hjemby. Borgerne ville have krævet militærets indsættelse, når nu politiets afmagt var udstillet så ubønhørligt. De ville have krævet razzia på razzia, anholdelse på anholdelse og lange, natlige forhør, indtil Nørrebro, Nordvest, Husum og Tingbjerg var drænet for militsfolk, sympatisørgrupper sat under streng bevogtning, og de dømte forbrydere udvist til den muslimske verden.

Men nej. Ingenting sker. Lidt palaver i medierne, jovist. Et tweed fra Søren Pind, der ser mere og mere fortørnet ud, en plade fra Søren Pape, der vistnok sidst er set i en mobil politistation – til ingen verdens nytte.

De Radikales integrationsordfører Sofie Carsten Nielsen, jo, hun beklager sig over de sortklædte bandemedlemmer, der cirkulerer omkring den skole på Nørrebro, hvor hendes egne poder går. Men forstår naturligvis ikke, at hun og hendes parti har været med til at fremme militsernes vækst igennem årtier.

Lidt mere halløj på badehotellet: Pludselig mener et par kandidater fra de gamle partier en lille smule om indvandrere på offentlig forsorg, noget med bevillinger og sådan. Men det er alt sammen glemt om et par dage, nu hvor det snart er jul, og vi skal til VM i fodbold til sommer.

På med nissehuen og klaphatten. Der er ingen af de etablerede partier, der siger stop. Ingen – jeg gentager – ingen af de etablerede partiers kandidater, der blot ytrer et lokalt ønske om en resolut standsning af den monstrøse muslimske indvandring, der stille og roligt undergraver den sociale og politiske orden i Danmark og truer vores børns fremtid.

Jeg hører ingen, ikke engang Dansk Folkeparti. DF var åbenbart blot en forbipasserende begivenhed.

Trygge som spædbørn sover de videre, de rødgrønne og liberale københavnerpartier. Mere indvandring og mere kaos. Fra lygtepælene tilsmiler de os, de glade ansigter fra en hel palet af politiske partier med enslydende slogans om sammenhold, mindre stress, færre dieselbiler og flere pædagoger, og partier og kandidater er stort set lige grønne og røde og tolerante. Selv de Konservative ligner noget fra en planteskole eller et afdansningsbal. Vælg selv.

Hvad vi står med, er 50 nuancer af pink. Pink for en fare, der ikke tages alvorligt, pink for midlertid våbenhvile, pink for hold nu op med at være så sur, og pink for »dialog« og en »bedre integrationsproces«, og hvor er det for øvrigt berigende, at muslimer snart kan købe en Barbie-dukke med hijab.

Ingen skår i glæden. Overalt den glade optimisme à la Politiken, uanset om det er David Trads eller Liberal Alliance, der taler. Mød Laura Lindahl, integrationsordfører for Liberal Alliance, som ikke tillægger det nogen betydning, at den såkaldte fredsaftale blev indgået i en moske: »Jeg er fløjtende ligeglad med, hvor det foregår. Jeg er glad for en midlertidig våbenhvile«.

Hurra. Engang var det Aarhus, der var smilets by, i dag er det København, men det er et fåret og åbent udtryk, der en skønne dag vil stivne og fryse til is, når den demografiske udvikling ikke længere kan standses.

Når jeg tænker på København, tænker jeg på en løs forsamling af mennesker for hvem det vigtigste er at have det sjovt og passe ind i hver sin subkultur uden den fjerneste anelse af, hvad der risikerer at ramme dem alle. Jeg tænker på umyndige og barnlige sjæle. Jeg tænker på voksne børn, der leger med deres mobiltelefoner og har travlt med deres private karrierer. Jeg tænker på mænd uden beskyttertrang, på kvinder uden moderinstinkt, på borgere uden borgerånd, på danskere uden fædreland, og når man først ser sådan på hovedstaden, så forstår man bedre, hvorfor det store glade flertal lader tingene gå deres slagne gang.

Lige nu strømmer tilflytterne til byen. Det vil naturligvis vende. Først flytter de rige, senere vil middelklassen rykke ud, og til sidst vil selv de rødgrønne bønfalde samfundet om evakuering.

De fattige derimod, underklassen, de er dømt til København og kaos, og det er her, deres erklærede venner, Enhedslisten, Alternativet, SF og Socialdemokratiet, svigter dem mest. Først er det underklassen, der får halal, islam, militser, det religiøse politi og moskeerne, se hvilken mangfoldighed. Siden er det alle andre. Først var der bandekrig; siden blev der borgerkrig.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her