Der er potentiale i Afrikas regionale økonomiske samarbejde

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Mens vi er mange, der er optaget af at følge Donald Trump og hans tiltag i forhold til vores kollektive sikkerhed og USA’s mulige protektionistiske tiltag, er der måske en forsigtig optimisme at hente ved at kigge mod syd, mod den Afrikanske Union (AU).

I slutningen af januar holdt AU sit 28. ordinære topmøde. Op til topmødet var der opstået en demokratisk krise i Gambia, hvor præsident Yahya Jammeh nægtede at gå af efter at have tabt valget om præsidentposten. AU nægtede til gengæld at anerkende Jammeh som Gambias legitime præsident. Efter politisk og militært pres fra den vestafrikanske økonomiske samarbejdsorganisation Ecowas måtte Jammeh erkende sit nederlag og forlade Gambia.

På samme topmøde blev der taget en historisk beslutning om at indlemme Marokko i Unionen. Dette betyder, at alle Maghreb-lande nu er samlet under AU. Hermed øges mulighederne for at styrke Maghreb-landenes samarbejdsorganisation Arab Maghreb Union (AMU) under AU, som har hovedsæde i Marokko og bl.a. har til formål at styrke den økonomiske integration og landenes indbyrdes samhandel.

Regionalt samarbejde

Afrika er delt i mange forskellige regionale, økonomiske samarbejdsorganisationer under Den Afrikanske Union. Ecowas, der samler 15 vestafrikanske lande, er institutionelt velforankret med en kommission, parlament, en menneskerettighedsdomstol, en bank, samt et udvidet økonomisk og militært samarbejde.

Målet er at fremme økonomisk integration baseret på en grænsefri region, en fælles valuta, fri bevægelighed for varer og mennesker. Det skal være en region, som skal være præget af fred, adgang til sundhed og uddannelse, demokratiske principper, retssikkerhed og god regeringsførelse. Selvom der måske er lang vej endnu, er der sket bemærkelsesværdige ting de seneste 10 år i flere af Ecowas-landene: Niger, Mali, Burkina Faso, Guinea, Côte d’Ivoire (Elfenbenskysten) og nu senest Gambia er hver på deres måde kommet af med autoritære ledere og har skabt muligheden for at sikre en overgang til demokratiske styreformer. Selvom ønsket om demokrati har været drevet fra befolkningerne, så har Ecowas i alle tilfælde været involveret i de politiske forhandlinger med at understøtte en fredelig overgang til demokrati og været parat til at sætte militært ind (som for nylig i Gambia), hvis der var brud på de demokratiske valghandlinger og forfatningsprincipper. Befolkninger og oppositionspolitikere i andre afrikanske ikke-Ecowas-lande beder nu om Gambia-lignende interventioner.

Militant ekstremisme

Sahel-regionen og Vestafrika som helhed påvirkes ligesom EU af uroen i Nordafrika og Mellemøsten og spredningen af den militante ekstremisme. Derfor er den sikkerheds- og fredsarkitektur, som både AU og Ecowas har skabt, særdeles vigtig. AU, men i særdeleshed Ecowas, afviser med jævne mellemrum forfatningsstridige regeringsforandringer og opretholder, typisk i samarbejde med FN’s fredsbevarende tropper, princippet om behovet for indblanding, når der sker massive krænkelser.

Ecowas og de enkelte vestafrikanske lande samarbejder med FN og EU om at modvirke konsekvenserne af uroen i Nordafrika. Men der er også brug for en regional medspiller blandt de nordafrikanske stater til på sigt at sikre stabilitet og fred. Med Marokkos indtræden i AU kan Maghreb-landenes samarbejdsorganisation, som samler Libyen, Tunis, Algier, Marokko og Mauretanien, nu for alvor begynde en proces mod at skabe et institutionelt velfunderet regionalt samarbejde under AU, som også indbefatter økonomisk samhandel og gensidig sikkerhed, og dermed på sigt blive en relevant partner for Ecowas, AU, FN og EU. Tiden vil vise, hvad der er politisk vilje til at realisere, men det er en tanke værd, om EU og Danmark ikke skal støtte en sådan proces.