Den glemte lektie fra 1989

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Vi skriver 1989. Den danske udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen har problemer med situationen i Baltikum. Året igennem er kritikken haglet ned over udenrigsministeren for, at man ikke gør nok for de gryende selvstændighedsbevægelser i Baltikum. Både den socialdemokratiske opposition og den danske kulturelite hamrer på med spørgsmål om, hvorfor man dog ikke tager kontakt til de mere og mere liberale lokale baltiske myndigheder?

Uffe Ellemann-Jensen har ikke en nem sag. Dansk Baltikum-politik er nemlig styret af hensyn til jura og Nato-solidaritet. Sagen er, at man ikke fra dansk side vil tage kontakt med balterne, fordi det vil være i modstrid med Natos linje om at afstå fra enhver kontakt til officielle baltiske myndigheder. Rationalet er, at en sådan kontakt måske kan udlægges af Sovjet som en accept af Sovjets annektering af de baltiske lande i 1940.

Det er den såkaldte ikke-anerkendelsespolitik, men der er ingen tvivl om, at udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen gerne vil mere. For at lukke munden på hjemlige kritikere, for at få søsat et nyt dansk udenrigspolitisk projekt og for at hjælpe balterne. Spørgsmålet er imidlertid, hvordan det kan lade sig gøre.

Danmark spillede ingen stor rolle i forhold til hverken Den Kolde Krigs afslutning, Berlin-murens fald eller Tysklands genforening. Men dansk hjælp skulle faktisk vise sig at blive en ikke uvæsentlig faktor i de baltiske landes kamp for at rive sig løs fra Sovjetunionen. En kamp, som i august 1991 endelig kronedes med succes.

Denne erfaring er ikke uden relevans for os i dag, for det viser, at selv et lille land faktisk ofte har mulighed for at vælge, hvor man gerne vil sætte sine kræfter ind.

For netop 25 år siden – i efteråret 1989 og vinteren 1989-1990 – begynder der imidlertid at ske noget, særligt på den anden side af Atlanten, som kommer til at ændre forudsætningerne for dansk Baltikum-politik fundamentalt.

På et Nato-møde 18.-20. oktober nævner den amerikanske delegerede, at amerikanerne egentlig ikke synes, at den vestlige ikke-anerkendelse af den sovjetiske besættelse af de baltiske lande i 1940 nødvendigvis dikterer i detaljen, hvordan man skal behandle de lokale baltiske myndigheder. Det er nye toner, da amerikanerne traditionelt altid har stået hårdest på en stram ikke-anerkendelsespolitik uden kontakter til de baltiske myndigheder.

Det er en ladeport, der åbnes på klem. For hvis amerikanerne pludselig kan fortolke på juraen, kan det danske udenrigsministerium måske også? Dermed forvandles Baltikum fra at være en indenrigspolitisk ubekvemmelighed til at være en udenrigspolitisk chance, og hen over vinteren bliver forholdene i Baltikum nøje overvejet.

Resultatet er en nydefinering af dansk Baltikum-politik, der ligger færdig i form af et udenrigspolitisk memorandum om Baltikum 17. januar 1990. Skiftet i den danske Baltikum-politik, der følger, er markant. Man begynder at mødes med baltiske ledere. Man sørger for, at de som danske og islandske gæster får taletid på f.eks. CSCE-topmødet i Paris i 1990.

Man udsender bl.a. ret hård officiel dansk kritik af sovjetiske militære overgreb i Litauen i januar 1991. Sovjetiske reaktioner udebliver ikke. Den danske ambassadør i Moskva må f.eks. stå skoleret efter Paris-topmødet. Han opsummerede selv bagefter situationen med ordene: »Jeg mindes ikke, at en samtale (…) under min tidligere eller nuværende tjeneste i Moskva har fundet sted i en så kold atmosfære.« Den danske politik er altså ikke gratis. Baltikum-politikken udvikler sig hurtigt til et dansk prestigeprojekt. Det skinner klarest igennem i forbindelse med oprettelsen af et baltisk informationskontor i København. Her kommer Danmark nemlig til at ligge i konkurrence med de andre nordiske lande om at lægge hus til balterne.

Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensens store personlige engagement i det kapløb fremgår ret klart af en henstilling fra ministeren til udenrigsministeriets departementschef i september 1990: »Vi skal lave det første info-kontor fra et eller flere af de baltiske lande i Kbh. – og dermed det første 5 + 3 UM'er-møde. Vi skal! Vil du sørge for, at nogen sættes på sagen – med klare ordrer.« Man havde efterhånden aktier i balternes sag.

Projektet fortsatte helt frem til de baltiske landes uafhængighed 24. august 1991 – og blev i øvrigt derefter videreført i form af dansk støtte til baltiske bestræbelser efter EU- og Nato-medlemskaber.

Hvor meget battede det egentlig, hvad man gjorde i Danmark? Dansk Baltikum-politik var ikke hovedårsag til, at balterne opnåede uafhængighed i august 1991. Langt vigtigere var balternes eget pres, amerikansk støtte og ikke mindst den russiske præsident Boris Jeltsins accept af selvstændigheden. Herom havde man ej heller illusioner i det danske udenrigsministerium.

Som det hed sig i et internt dokument fra 1991, vidste man godt, at »de eneste vestlige lande, som Moskva tager alvorligt, er USA og Tyskland.« Men dansk støtte spillede en vigtig rolle for at fastholde amerikanernes fokus på balternes sag, især når andre verdensbegivenheder, som f.eks. den første Irak-krig 1990-91, bemægtigede sig amerikanernes opmærksomhed.

Projektet var ikke uden risiko. Faren var, anførte både hjemlige og internationale kritikere, at balternes meget hastige selvstændighedsbestræbelser kunne skade tøbruddet i Den Kolde Krig, som man netop i flere år havde nydt godt af. Det mislykkede sovjetiske militærkup mod Mikhail Gorbatjov i august 1991 ansporet af generel utilfredshed med Sovjets indenrigs- og udenrigspolitiske linje tyder på, at denne fare ikke var ubegrundet.

Det er alligevel svært at problematisere udfaldet, at Danmark i de baltiske lande fik tre venligtsindede, relativt stabile og demokratiske naboer. Dansk støtte til Baltikum står derfor ikke kun som det måske første eksempel på aktivistisk dansk udenrigspolitik efter/under Den Kolde Krigs afslutning, men også som et af de absolut mest succesfulde.

Hvad kan vi i dag lære af den danske Baltikumpolitik? Måske først og fremmest, at også et lille land, der ønsker at optræde aktivistisk, har ganske store muligheder for selv at vælge, hvordan man gerne vil gøre det.

Små landes aktivistiske projekter har som oftest brug for stærke partnerskaber for at kunne opnå succes, og det sætter naturlige begrænsninger, men de behøver ikke altid vente på henvendelser fra udlandet for at være aktivistiske. Det er også muligt at mobilisere støtte for egne projekter.