Har vi lært af indsatsen i Afghanistan?
Hvad skal en Afghanistan-undersøgelse egentligt undersøge, og hvad har Danmark lært af indsatsen? I bedste fald ved vi det ikke – i værste fald har Danmark intet lært.
Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.
Danmark har i over 10 år haft en mission i Afghanistan, der har bestået af en civil og en militær del, der understøtter hinanden for at opnå optimale resultater med de ressourcer og den strategi, som politikerne har udarbejdet og vedtaget.
Danmark har ikke haft en tilbundsgående undersøgelse af succesen eller manglen på samme, og ved afslutningen på den militære indsats i 2014 må man spørge sig selv om, hvad Danmark har lært af indsatsen. Svaret er desværre, at i bedste fald ved vi det ikke – og i værste fald har Danmark ikke lært noget og er dømt til at gentage fejl i en ny indsats.
Hvorfor er der i det hele taget en politisk debat om nødvendigheden af en Afghanistan-undersøgelse? For det burde vel være logisk, at Danmark tilstræber at blive bedre og bedre til at gennemføre indsatser, og at en metode til at sikre dette er at lære af tidligere og nuværende indsatser – både løbende og efter selve indsatsen?
Problemet med en undersøgelse er imidlertid, at den kan finde punkter, hvor noget ikke har været helt hensigtsmæssigt eller direkte forkert. Det kan føre til skyld, der kan være svær at håndtere både for den enkelte, for det udførende niveau, for styrelsesniveauet og for det politiske niveau. Der er jo ofte konsekvenser forbundet med skyld.
Det kræver derfor mod og mandshjerte at igangsætte en større undersøgelse med henblik på at lære, for ofte lærer vi gennem fejltagelser, og at få påpeget fejl er jo personligt skadeligt i en nulfejls-kultur, men det er vi nødt til at se bort fra, hvis en undersøgelse skal finde de rigtige læringspunkter og ikke bare ende i en konklusion, der ikke kan anvendes til ret meget.
En sådan undersøgelse er farligere, end man umiddelbart skulle tro, for konsekvensen er jo, at vi famler i blinde ude af stand til at samle erfaringer op og bruge dem for fremtiden.
En undersøgelse kan være omfattende eller delvis.
Det afhænger af, hvad der fokuseres på i forbindelse med læringsprocessen. Vil Danmark undersøge, om forsvaret har lært at håndtere vejsidebomber, kan undersøgelsen gøres delvis, men hvis undersøgelsen skal finde læringspunkter, der dækker hele indsatsen, må undersøgelsen nødvendigvis være omfattende, for ting hænger sammen.
En politisk beslutning påvirker indsatsen ned til sidste person i indsatsområdet, ligesom beslutninger truffet på jorden påvirker den politisk valgte strategi.
Hvis en fabrik eksempelvis vil undersøge, om en fremstillet pumpe er god nok og giver indtjening, så vil en undersøgelse af produktionsleddet ikke give det fulde svar. Det må også undersøges om ledelsen har valgt den rigtige prispolitik og fremstillingsmetode og om fabrikkens enkelte afdelinger samarbejder hensigtsmæssigt om pumpens fremstilling samt ikke mindst om kunderne efterspørger pumpen og vil betale det, den koster.
At få påpeget fejl er jo personligt skadeligt i en nulfejls-kultur, men det er vi nødt til at se bort fra, hvis en undersøgelse skal finde de rigtige læringspunkter.
Helt analogt vil en undersøgelse af Danmarks Afghanistan-indsats skulle omfatte hele indsatsen, hvis der reelt skal læres noget ud over praktiske erfaringer. Ellers er der en risiko for, at der læres noget forkert på de enkelte niveauer, fordi en handling ofte er en konsekvens af en beslutning eller mangel på samme på niveauet over eller under.
Hvis Folketinget beslutter sig for at iværksætte en omfattende undersøgelse af Afghanistan-indsatsen, må vi håbe, at formålet er at finde de læringspunkter, der er interessante og brugbare i andre eller kommende indsatser inklusive det politiske niveau. Kun på den måde sikres det, at Danmark bliver bedre til at gennemføre en indsats og bedre til at opnå de mål, der er baggrunden for indsatsen.
Derfor skal undersøgelsen gennemføres på flere niveauer i staten. På det politiske niveau skal en undersøgelse godtgøre, om den udarbejdede politiske strategi var klar og blev opnået, samt om de tildelte ressourcer var tilstrækkelige. På styrelsesniveau skal det undersøges, om den politiske strategi blev omsat til opnåelige delmål for de civile og militære indsatser, og om samarbejdet mellem styrelserne virkede.
Endelig skal det på det udførende niveau undersøges, om delmålene blev opnået, og om det udførende niveaus måde at løse delopgaverne på understøttede den politiske strategi.
Understøttelsen af strategien er vigtig, fordi det giver mulighed for at lære om kommunikationen op og ned i indsatsen var tilstrækkelig – om strategien blev forstået og omsat korrekt, eller om der blev grebet ind, hvis det ikke var tilfældet. Det kaldes en 360 graders undersøgelse og har til formål at lære af både succeser og fejl på alle niveauer.
Endvidere kan de enkelte niveauer naturligvis gennemføre egne undersøgelser i det tilfælde, dette ikke allerede gøres løbende for at lære af egne erfaringer. Det kaldes egenlæring og er en naturlig evalueringsproces i enhver handling for at forbedre procedurer og samle erfaringer op til fremtidig anvendelse.
Kender vi ikke vores fejl og succeser i Afghanistan-indsatsen, kan vi ikke lære noget af erfaringen, og det er i sin yderste konsekvens både tåbeligt og dumt. Tåbeligt, fordi vi vil gentage vores fejl, og dumt, fordi vi ikke bliver bedre til at imødegå tilsvarende situationer i fremtiden. Det kan også være farligt, fordi det udførende led kan stå i en uhensigtsmæssig situation, der ultimativt kan koste livet og lemmer.
En Afghanistan-undersøgelse må derfor hilses velkommen, hvis den bliver omfattende – og skulle vi så ikke lære denne gang, at en omfattende undersøgelse er en naturlig del af enhver fremtidig international indsats? Det manglede da bare. For vores egen skyld og ikke mindst for de udsendtes skyld.