Da blomsterbørnene fik jordforbindelse

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Earth Day, som for første gang blev afviklet den 22. april 1970, blev omfavnet af hippierne og markerede begyndelsen på den moderne miljøbevægelse. I denne uge fejres dagen i 192 lande. Planeten er dog ikke længere omdrejningspunktet for bevægelsen, og det gavner ikke klimaet.

1970’erne var blomsterbørnenes årti. I USA rasede protester mod krigen i Vietnam, mens borgerrettighedsforkæmpere udfordrede raceuligheden på hjemmefronten. Da Earth Day for første gang blev organiseret i april 1970, var ungdommen heller ikke længe om at omfavne begivenheden som en mulighed for at kanalisere ny energi og engagement i mere optimistiske retninger.

Earth Day – eller Jordens Dag, som den hedder på dansk – blev en kæmpe succes, og det anslås, at op imod 20 millioner amerikanske unge og engagerede deltog i aktiviteter og debatter på uddannelsesinstitutioner og i gaderne landet over.

Aldrig før havde miljøproblemer opnået så stor folkelig bevågenhed, og man fristes til at sige, at Jordens Dag gjorde for miljøet, hvad Woodstock to år tidligere havde gjort for musikken. Dagen symboliserede et oprør mod forældregenerationens konforme livsstil og en tro på, at mere bæredygtige og grønne former for samliv ikke bare var ønskværdige, men også mulige.

For koordinatoren, Denis Hayes, var Jordens Dag dog ikke blot en begivenhed. Han ville udnytte den store folkelige mobilisering på selve dagen til at udvikle en decideret bevægelse, der kunne opnå reel politisk betydning og indflydelse. Det lykkedes. I dag er Earth Day både en international begivenhed og et netværk af miljøforkæmpere med base i næsten alle verdens lande.

I 1970 var det dog langtfra selvsagt, at den folkelige opbakning til Jordens Dag ville være så omfattende. Tværtimod. I dag fremstår det næsten bizart, hvor lidt bevidst man i efterkrigsperioden var om miljøproblemer.

Masseforbrugssamfundets alt for optimistiske tro på menneskets evne til at udnytte og kontrollere naturen var en af grundene til, at man ikke diskuterede miljøet efter krigen. Kun få amerikanske intellektuelle såsom bysociologen Lewis Mumford og biologen Barry Commoner satte spørgsmålstegn ved udviklingen.

Billedet ændrede sig langsomt i 1960’erne, da især Rachel Carsons bredt anerkendte bog ”Det tavse forår” skabte heftig debat om landbrugets uhæmmede brug af pesticider. Et forår uden fuglesang var ifølge bogen en reel risiko i en nær fremtid.

Derudover blev de negative konsekvenser af ubegrænset vækst stadig mere synlige. Luftforureningen i New York kostede mange menneskeliv; floderne var forurenede, og flere dyrearter, deriblandt den hvidhovedede havørn, det amerikanske nationalsymbol, var udryddelsestruede.

Miljøet blev dog stadig primært set som noget lokalt. Økologiske relationer på tværs af rum, tid og livsformer var endnu ikke en del af den almene bevidsthed. Kloden blev med andre ord ikke set som det, den senere skulle blive: en helhed.

Især to fænomener bidrog til miljøbevægelsens nye, globale perspektiv. Siden slutningen af 1950’erne stod det mere og mere klart, at usynligt radioaktivt nedfald spredte sig i atmosfæren og således ikke lod sig begrænse i rum (eller tid). Straks kunne biproduktet af atomsprængningerne, Strontium 90, måles i alle levende væsener på kloden.

De billeder, som Apollo-astronauterne tog af Jorden på deres rumrejse udgjorde det andet, mere synlige fænomen. For første gang så mennesket planeten som én sfære. Billederne vakte stærke følelser og er i dag stadig nogle af de mest reproducerede i historien. De muliggjorde og fremmanede et globalt og holistisk verdenssyn.

”Gaia”, ”rumskib Jorden” og ”Moder Jord” var blot nogle af de mange metaforer, der indvarslede en ny æra, hvor det globale erstattede og inkluderede det lokale. Det fantastiske ved rumrejsen var ifølge den kendte journalist og forfatter Norman Cousins derfor ikke, at vi satte fod på månen. Det bestod snarere i, at vi nu for første gang kunne få øje på Jorden.

Vi måtte altså rejse langt for at se, hvor vi kom fra. Det gjaldt også blomsterbørnene, som på trods af deres generelle mistro til teknologi og militæret, tog Nasas billeder til sig. Allerede i slutningen af 1960’erne brugte überhippien og den senere internetpionér Stewart Brand et af billederne på forsiden af sit famøse Whole Earth Catalog.

Kataloget var en slags litterær blå avis, hvor folk kunne udveksle og købe idéer, redskaber, maskiner, tøj, frø og andre sager til at realisere deres grønne drømme. Udgivelsen var ikke overraskende et kæmpe hit i de adskillige hippiekommuner og gik som varmt brød.

Den nye bevidsthed om planeten toppede ved Earth Day, som takket være Hayes’ arbejde efterfølgende blev en indflydelsesrig bevægelse i 1970’ernes USA.

»En voksende bevægelse forener amerikanere som intet siden Babe Ruth«, hed det i magasinet The New Republic med henvisning til en legendarisk baseballstjerne. Det fik præsident Richard Nixon, der ikke just var kendt for sine grønne fingre, til at vedtage en række ambitiøse love på området.

Over tid blev bevægelsens begrænsninger desværre også stadig tydeligere. Som så mange spontane græsrodsbevægelser var Earth Day en pakkeløsning, hvor summen ikke viste sig at overgå delene. Navnet dækkede over en lang række mærkesager og ideologiske standpunkter, som ikke nødvendigvis harmonerede med hinanden.

Selvom bevægelsen aldrig blev opløst, blev den mere fragmenteret. I stedet for at føre kampen med en fælles front opstod der flere, mere specifikke lobbygrupper, der forsøgte at få netop deres enkeltsager igennem hos politikere. Udviklingen begrænsede bevægelsens samlede indflydelse. Det var nemlig svært for de forholdsvis små miljøgrupper at konkurrere med industriens meget større og meget rigere lobbygrupper.

Måske er den allerstørste svaghed eller paradoks ved Jordens Dag, at den altid har været mere et amerikansk end et globalt fænomen. Selvom Mr. Earth Day, Denis Hayes, i 1999 blev kåret til ”a hero of the planet” af Time Magazine, var det netop på det planetære niveau, at bevægelsen var mindst succesrig. Med ozonlaget som undtagelse formåede bevægelsen aldrig rigtigt at sætte globale spørgsmål på dagsordenen.

I dag, over 40 år efter den første Earth Day, giver netop den tendens grund til alvorlig bekymring. I en tid, hvor de globale klimaudfordringer synes større end nogensinde, er den oprindelige, folkelige opbakning erstattet af resignation.

”Klimatræthed” er et ord, der ofte høres oven på de skuffende resultater på COP 15-mødet i København og andre klimamøder kloden rundt. Hvor blomsterbørnene genfandt forbindelsen til jorden, er vi i færd med at miste den igen.