Dansen om Snowden

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Hvis det var værdipolitik, der styrede verden, ville Europa og i særlig grad de nordiske lande med stærke traditioner for frihed og respekt for privatlivets fred være i front med forarget kritik af USA og dets National Security Agency (NSA) i kølvandet på Edward Snowden’s afsløring af massiv overvågning. Kritikken ville endda forstærkes af, at europæerne selv ser ud til at være skadelidte i form af såvel politisk spionage mod EU som mulig industrispionage.

Sådan har det ikke været; tavsheden har været larmende. Frankrig, Spanien, Portugal og Italien støttede endog USA aktivt ved at lukke deres luftrum for et fly fra Moskva til La Paz (Bolivia), som Snowden formodedes at være ombord på.

I Danmark har toneangivende politikere kaldt overvågningen »alvorlig« – og så næppe foretaget sig yderligere. Kun politikere i andet og tredje geled har ytret sig bramfrit: nogle fra Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Enhedslisten, De Radikales Uffe Elbæk og formand for Venstres Ungdom Morten Dahlin. Ellers har det været uld i mund.

Igen: Hvis værdipolitik styrede verden, ville det i hvert fald ikke være Kina, Rusland, Bolivia, Venezuela og Ecuador, der stod i forreste række for at bistå Snowden. Tværtimod: Ingen af dem har et cv, der omfatter beskyttelse af individets frihed og ukrænkelighed.

Når Rusland nu har besluttet sig for at give Snowden midlertidigt asyl (flygtningestatus), er det heller ikke for at score point hos verdensoffentligheden (som en kommentator foreslog i DR’s Deadline). Dette ville være helt udsigtsløst: Putins troværdighed i det segment, der bekymrer sig om demokrati og ytringsfrihed, er i forvejen nær nul (jf. debatten om stemmesvindel til Duma-valget i 2011, Pussy Riot-dommen eller den ny lov mod homoseksuel propaganda). Putin ved naturligvis godt, at det ville være både ressourcespild og patetisk at kaste sig ud i en popularitetskonkurrence på vestlige præmisser.

Svaret er i stedet kynisk realpolitik. Med krigen i Georgien 2008 – hvor USA passivt måtte se dets yndling Georgien blive ydmyget – markerede Rusland, at det sydlige Kaukasus er dets interessesfære. Allerede hermed havde man effektivt bidraget til at udhule USA's globale herredømme som verdens eneste supermagt.

Det skader naturligvis ikke at følge det op med flere markeringer. USA kan ikke tvinge Rusland til at udlevere nogen; Snowden er under russisk beskyttelse. Da det var mislykkedes at få ham hurtigt videre til et af nævnte sydamerikanske lande, havde russerne egentlig ikke noget valg: en udlevering ville være en ydmygelse og genoplive snakken om USA's herredømme.

Hvad kan USA så gøre? Markere stærk utilfredshed med Ruslands beslutning, men ikke mere – den går snart over. USA har mere at tabe end Rusland, hvis det bilaterale samarbejde nedfryses: Militært materiel, der skal hjem fra Afghanistan via Rusland, samarbejde med Rusland i forhold til Iran og måske Syrien samt bekæmpelse af a-våbenspredning og terrorisme. Med denne forklaring behøver man næppe ty til russisk indenrigspolitik som et supplerende motiv. Nok støtter 49 pct. af russerne asylet (29 pct. imod) ifølge en opinionsundersøgelse, men det betyder sjældent noget i den slags spørgsmål.

Når europæerne har holdt så lav profil, har det naturligvis også været kynisk realpolitik. Selvom USA ikke længere er supermagten, vil ingen frivilligt træde frem og modtage det store minus i Washingtons karakterbog, som et asyltilbud ville medføre. Hvorfor lige vort land – hvorfor ikke naboen?

For de tre sydamerikanske lande er det imidlertid noget andet: De var i forvejen ude i kulden i forhold til USA og havde derfor ikke meget at miste. For dem kan indenrigspolitikken også godt have spillet ind. Det er populært i at udfordre den nordamerikanske storebror. At Bolivias præsident oven i købet blev ydmyget – han var med det tidligere nævnte fly til La Paz – var så den berømte dråbe.

USA’s egen reaktion kan ikke undre; hvis ikke en "afhopper" fordømmes og trues med bål og brand, ville det jo nærmest være en invitation til hans kolleger i NSA til at gøre det samme. Sådan ville enhver stat reagere.

En anden sag er imidlertid den aktuelle lukning af 22 ambassader i Mellemøsten og Nordafrika og de stærke (måske panikskabende) advarsler til amerikanske turister over hele verden. Den påståede trussel – der ellers angiveligt skulle være stærkt svækket af droneangrebene – genopstår nu usædvanlig belejligt set fra både administrationens og NSA’s side.

En måneds tid efter den for NSA traumatiske afsløring af dets omfattende overvågning (som man havde løjet om til Kongressen i marts 2013) og én dag efter Ruslands endelige beslutning om ikke at udlevere Snowden til retsforfølgelse i USA, trykker man på den helt store advarselsknap. Som it-eksperten David Simonsen skrev allerede 12. juli (WA): »Far er ikke bare vred, far er ualmindeligt, edderspændt rasende.« (møntet på NSA).

Konsekvensen bliver, at offentligheden og medierne dropper principielle debatter om big brother-samfund (Orwell) og spionage; Snowden fremstår blot som en irriterende lille myg (der dog har voldt betydelig skade). NSA har på overbevisende måde vist det berettigede i sin overvågning; sker der noget alvorligt de kommende dage, var advarslen jo berettiget, og gør der ikke, viser det blot, at den har haft en forebyggende effekt.

Med andre ord en klar vindersag. Der er næppe grund til at betvivle, at der foreligger indikationer på terroristaktivitet; men uden at være konspiratorisk anlagt kan man godt få den tanke, at risikoen er blevet multipliceret nogle gange. Problemet er, at ingen rigtig kan kontrollere de meget tekniske oplysninger – næppe heller et kongresudvalg eller præsident Obama under tidspres.

Hvilken præsident vil løbe den mindste risiko, når NSA henvender sig med en så alvorlig advarsel? Når man så desuden kan lukke munden på kritikerne hjemme og ude, har man slået to fluer med et smæk. Det er naturligvis en spekulativ hypotese på et højst skrøbeligt grundlag, men enhver kan jo tænke sit ud fra aktørernes interesser og rækkefølgen i begivenhederne. Indtil vi hører nærmere.