Er Danmarks handlefrihed truet?

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Med premierminister David Camerons Europa-tale er usikkerheden om Storbritanniens medlemskab af EU blevet aktualiseret. Det er ikke godt nyt for Danmark. Det samme gælder USA’s gradvise nedprioritering af Europa i forhold til andre udfordringer, f.eks. inddæmningen af Kina. Men gør det så meget? Hvordan påvirker disse to udviklinger Danmarks udenrigspolitiske handlefrihed?

Der har været én hovedstrategi i dansk udenrigspolitik, siden Danmark i 1949 kom med i Nato: at undgå et ensidigt afhængighedsforhold af den stærkeste magt i vort nærområde, dvs. det europæiske kontinent.

Vi havde længe nok oplevet, hvad det indebar at være afhængig af den store nabo mod syd. Vi havde længe nok, men uden større held, forsøgt at afbalancere Tyskland med de nordiske lande (Sverige) eller Storbritannien. Nu tilbød USA sig i skikkelse af Nato som en europæisk magt.

Formålet blev formuleret af Natos første generalsekretær, lord Ismay, med et glimt i øjet, men ganske realistisk: at holde Sovjetunionen ude, amerikanerne inde og tyskerne nede. Nato viste sig politisk nyttigt for de små medlemslande, der kunne undgå at blive bragt i ensidige afhængighedsforhold til den ene eller anden stormagt – inden for eller uden for alliancen (afhængighedsspredning).

Danmarks Nato-medlemskab levede fint op til det geopolitiske princip om, at ’store venner skal man have på afstand’.

Europapolitisk var vi tilsvarende skeptiske over for en ordning, der kunne gøre os ensidigt afhængige af det genopstandne Tyskland. Skulle vi ind i EF/EU, måtte det være sammen med Storbritannien (ikke kun på grund af landbrugseksporten) og helst også sammen med Sverige og Norge. Det er stort set lykkedes.

I 1973 tilsluttede vi os EF sammen med Storbritannien. Lige siden har Storbritannien fungeret som en dansk buffer mod kontinentaleuropæisk dominans – fra Bonn/Berlin, Paris eller Bruxelles. Militært har vi efter Den Kolde Krig foretrukket tæt samvirke med briterne både i Irak og Afghanistan (i Helmand-provinsen i en britisk brigade).

Næsten alt syntes hermed lyst og lykkeligt set fra et dansk synspunkt: Sovjetunionen fandtes ikke mere, og vi havde fået en ”indbinding” af det forenede Tyskland via både Nato og EU (gennem vores EU-undtagelser bidrog vi ikke selv, ganske vist, men det gjorde andre, herunder Tyskland selv).

Vores stærkt udvidede handlefrihed blev brugt til bl.a. demokrati-eksport, om end med skiftende held (Baltikum, Østeuropa, bistandspolitikken, Irak, Afghanistan m.v.)

Hvad så nu? Nato og EU vil fortsat eksistere, men de to traditionelle støtter, som vi har brugt som bolværk mod kontinentet, er stille og roligt ved at trække sig tilbage fra den europæiske scene. Det er svært at se, at Camerons udspil kan føre til andet end en britisk udtræden af EU. Det er nærmest cirklens kvadratur at forene den britiske ø-mentalitet med de stigende krav til et medlemskab.

Hvad USA angår, er der to ting at bide mærke i. USA er for det første langsomt på vej ned i forhold til andre stormagter, specielt Kina. Nedsmeltningen på Wall Street i 2008 var en katalysator, og kort før forholdt USA sig passivt, da Rusland cementerede sin interessesfære i det sydlige Kaukasus (Georgien-krigen).

I forbindelse med Libyen-aktionen havde USA en tilbagetrukken (om end vigtig) rolle.

For det andet er det fredelige Europa og dets knap så fredelige omegn nedprioriteret af den forhenværende supermagt. Obama vil bruge USA’s knappe ressourcer til inddæmning af Kina. Det er usandsynligt, at europæerne – endsige Danmark – kan eller vil bidrage til det.

Vores interesse i Kina er økonomisk – ”nichts weiter”. Deltagelse i en militær inddæmning af Kina ville være økonomisk kontraproduktiv.

USA’s dalende indflydelse i Europa blev ubarmhjertigt udstillet, da kun ét europæisk land (Tjekkiet) stemte sammen med USA i FN’s Palæstina-afstemning i december, selv om amerikanerne pr. brev havde bedt europæerne om at tage afstand fra den aktuelle resolution.

Siden 2002 har vi set den legendariske fransk-tyske akse udvide sig til også at omfatte det overordnede diplomati (f.eks. modstanden mod den amerikanske intervention i Irak). Denne akse må Danmark nu indrette sig efter, for vi kan ikke længere spille på de stores uenigheder.

Politisk pakkes tendensen ind i et ”europæisk/EU-engagement”, men reelt er der tale om stormagtsafhængighed. I større spørgsmål er EU blevet identisk med ministerrådet og de toneangivende medlemmer. Vi ser netop nu, hvor Danmark følger aksen og lægger afstand til Cameron og Storbritannien. Det sidste er i sandhed nye toner i dansk udenrigspolitik.

Den danske regering gør alt for at reducere kløften mellem euro-landene og dem udenfor (minus Storbritannien, forstås, som vi har ”opgivet”). På det økonomiske område følger vi Tyskland og på det militære Frankrig (jf. bidraget til interventionen i Mali). Det sidste er også noget nyt og en kende uvant, bortset fra Libyen-aktionen.

Er dette så skidt? Nej, ikke så længe den fransk-tyske fællesnævner anviser en retning, som vi selv ville have valgt. Sådan har det stort set været hidtil, selvom man kan have sine tvivl om kansler Merkels anti-keynesianisme (at der under en lavkonjunktur skal spares voldsomt i alle lande – det er som at bremse en bil op ad en bakke).

Den dag, der opstår en markant forskel i prioriteter, står vi med et alvorligt problem. Ensidig afhængighed og dermed formindsket handlerum er aldrig godt. Frankrig har historisk set ikke været kendt for hensyntagen til mindre allierede, men lad det nu ligge.

Kan vi selv gøre fra eller til i forhold til den beskrevne udvikling? Meget lidt, men vi kan ruste os til den. Vi er faktisk en del af to fællesskaber, som vi har underspillet de seneste årtier. Det ene er Norden, det andet er rigsfællesskabet.

I pagt med tendensen til regionale grupperinger kunne vi satse på Stoltenberg-rapportens anvisninger om et nordisk udenrigspolitisk samarbejde; her har Danmark hidtil været lidt fodslæbende. De nordiske medlemmer af EU, som relativt set har klaret sig fornemt gennem den økonomiske krise, kan selvsagt ikke være en modvægt til Berlin-Paris-aksen, men dog sikre, at vi ikke står isoleret.

Tæt forbundet med Norden kommer yderligere en mulighed for Danmark: den stigende globale interesse for Arktis og tilgrænsende regioner, ikke mindst Grønland. Her er Danmark takket være rigsfællesskabet i en styrkeposition. Vi er én af blot fem arktiske kyststater. Det øger Danmarks diplomatiske tyngde generelt.

Til forskel fra mange andre sammenhænge drejer det sig ikke om at sikre dansk goodwill i vest eller syd, men om at varetage rigsfællesskabets interesser. Andre vil tilstræbe goodwill hos os, men det fordrer, at vi i lighed med Norge opnår troværdighed som arktisk nation og – hermed beslægtet – at Grønland ønsker at bevare rigsfællesskabet med os. Det sidste er ingen selvfølge.