Rapport fra Teheran

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Teheran Teherans basar er lige så intens som altid. Her er et forpustet rend af mennesker; svedende mænd trækker vogne med højt læs gennem de smalle gyder, mens de råber for at få folk til at humme sig. Alligevel synes meget at have ændret sig de seneste år. Det mest påfaldende er, at de iranske tæppehandlere, der normalt antaster én på de første meter – basarens brand – nu er mærkbart fraværende.

Basarens centrale tæppehandlerstrøg, hvor op mod 3000 tæppehandlere huserede før, er nu fyldt med kinesisk undertøj. Lyserødt og rødt negligé i billig import dominerer det gamle tæppemekka. Da det endelig lykkes at finde en tæppehandler, er hans diagnose enkel: Sanktionerne kvæler Irans økonomi, det er ikke længere rentabelt at sælge tæpper, og de udenlandske turister er væk.

Flere og flere basar-købmænd skifter til de billige kinesiske produkter – tøj, stof, køkkenting.

Irans økonomi er ved at bryde sammen, men landet vakler videre. De amerikanske sanktioner mod den iranske centralbank og EU’s olieembargo og handelssanktioner har efterladt et massivt vakuum, som kineserne nu behændigt udfylder.

»Kineserne overtager markedet, og det er en uafvendelig proces,« siger en højt placeret repræsentant fra Irans udenrigsministerium, da vi mødes i Teheran i november. Og selvom det på sin vis er gode nyheder efter et år, hvor Irans olieindtægter er faldet fra ca. 110 mia. til 40-50 mia. dollars; hvor den iranske valuta er devalueret med 75 procent, og hvor dagligvarer er steget 4-5 gange, er europæernes exit fra det iranske marked dybt beklagelig, siger han.

Embargoen påfører ikke kun Iran økonomiske tab. Tabet af Europa er et politisk tab af en uafhængig stemme i forhold til USA - og et kulturelt tab. Til trods for de fastkørte atomforhandlinger har Irans udveksling og samhandel med Europa altid været omfattende, og iranerne føler sig kulturelt langt tættere på Europa, end de gør på Asien – også selvom Iran nu overlever ved at rykke mod øst.

Spørger man statsrepræsentanter hvilke konsekvenser, sanktionerne har, er deres svar tvetydige. Sanktionerne er ’selvfølgelig meget smertefulde’, men de vil ikke få betydning for Irans atomprogram, og landet er bestemt ikke ved at gå til grunde. ’Vi har 33 års erfaring med at være underlagt sanktioner. Vi har oplevet det, der var værre, under Iran-Irak-krigen’, lyder den klassiske melding. Desuden er Iran fortsat ’en betydelig aktør’ i regionen, og med 15 umiddelbare naboer ’kan USA ikke bestemme alting’, siger de. Der hersker en indgroet mistillid til, hvad formålet med sanktionerne egentlig er. Mange anser sanktionerne som et forsøg på at vælte regimet, og det vil man modsætte sig til det sidste.

Det er usandsynligt, at Iran vil indstille sit atomprogram – regimet holder fast ved, at Iran har ret til et fredeligt atomprogram som underskriver af ikkespredningsaftalen om atomvåben (NPT). Men status quo er heller ikke en mulighed. Spørgsmålet er derfor, hvad Vesten reelt er ved at presse Iran til. ‘Vesten omdefinerer Iran utilsigtet og gør Iran mere nationalistisk, mere radikaliseret og tvinger landet til at blive selvforsynende’, siger en professor fra Teheran. Sanktionerne har sat turbo på en i forvejen uholdbar økonomisk politik, og det sorte marked blomstrer.

Krisen bærer ved til de interne politiske stridigheder, og især præsidenten står for skud. »De har brug for en syndebuk i forhold til økonomien, og Ahmadinedjad er den perfekte syndebuk. Alle hader ham,« anfører analytiker i Teheran.

Parlamentsformand Ali Larijani udtalte i oktober, at 80 pct. af Irans nuværende krise skyldes dårlig ledelse, og kun 20 procent sanktionerne. Parlamentet anklager Ahmadinedjad for korruption og dårlig ledelse og truer med at bringe ham for en domstol. Både basar-købmændene og revolutionsgarden, der ser deres indtægter smuldre, kritiserer regeringen, alt imens Ahmadinedjad giver igen ved at kalde sine tidligere støtter i revolutionsgarden for ’smugler-brødre’.

Det eksterne pres og de næste måneders atomforhandlinger vil få stor indflydelse på det iranske præsidentvalg næste sommer, hvor Ahmadinedjad træder tilbage. Hvis regimet bliver overbevist om, at det kan indgå en aftale med det internationale samfund, vil man være mere tilbøjelige til at bringe en moderat teknokrat i spil som præsident og give systemet en tiltrængt ’ansigtsløftning’, som en analytiker betegner det. De fleste, jeg møder i Teheran – ikke mindst de unge - ønsker inderligt den løsning.

Men hvis Iran ikke kan øjne et kompromis med Vesten, er der risiko for, at regimet placerer en militær hardliner i spidsen, som kan styre landet gennem en potentiel militærkonflikt. Og hvis Iran presses hårdt nok, kan man enten frygte, at regimet følger Nordkoreas eksempel ved at træde ud af NPT-protokollen og gå direkte efter at få atomvåben, eller indleder en militær konfrontation som svar på USA’s nuværende ’omkostningsfrie’ krig: ’Der er ingen tvivl om, at USA er i krig med Iran. Men de betaler ikke prisen’, som en iransk analytiker siger.

En yderligere radikalisering vil selvsagt få enorme negative konsekvenser, både for regionen og for Irans i forvejen hårdt prøvede politiske opposition og for befolkningen.

Forestillingen om, at sanktionerne vil få den iranske befolkning til at rejse sig og vælte regimet, er forkert, men det er primært befolkningen, der nu rammes af Vestens ’normative invasion’, som en professor i Teheran kalder det: »Vesten ønsker at få Iran til at eksplodere indefra og bruger befolkningen som våben. Det er ondt. Og det er naivt.«.

Sanktionerne er bestemt ikke ”smarte” eller ”målrettede”. De rammer middelklassen bredt og skaber en humanitær krise. Selvom humanitær hjælp på papiret er fritaget fra sanktioner, er der akut mangel på importeret medicin til patienter med kræft, diabetes, hjerteproblemer, epilepsi, forhøjet blodtryk, etc. Irans egenproduktion af livsvigtig medicin er også hæmmet, fordi den er afhængig af importerede basisvarer. Kombinationen af ekstrem inflation og faste medicinpriser gør desuden, at apotekerne ikke har råd til at sælge udenlandsk medicin, selv hvis de kan skaffe det.

Den form for ”afstraffelse af befolkningen,” som professoren kalder det, skaber vrede mod Vesten. ”Hvorfor straffe kræftpatienter? Det er en meget umenneskelig politik. Folk bliver dræbt. Hvad kan retfærdiggøre det?« fortsætter han. Eller som en 40-årig mand fra Teheran udtrykker det: »Sig til Obama, at han myrder mit folk!«

Så ja, sanktionerne virker. Men ikke efter hensigten. Midt i et økonomisk kollaps finder Iran nødtvunget nye veje. Befolkningen lider. Og atomprogrammet fortsætter.