Fragmentering og ekstern indblanding hindrer fred i Yemen

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Konflikten i Yemen eskalerede i marts 2015, hvor en saudisk-ledet militær intervention komplicerede en allerede kompleks intern krise. Saudi-Arabiens formål med den militære intervention var at svække Irans indflydelse i Yemen og genindsætte præsidenten, Abd-Rabbu Mansour Hadi.

Men over fire år senere kontrollerer houthierne forsat store dele af Yemen. Samtidig har FN haft vanskeligt ved at opnå et gennembrud i fredsforhandlingerne mellem de to parter.

En delaftale fra december 2018 fokuserede på en våbenhvile omkring tre centrale havne i Hodeidah, men der har været store problemer med at føre den ud i livet.

Yemen har aldrig haft en stærk central stat, men lokale og regionale aktørers indflydelse er vokset under konflikten.

Paradoksalt nok er denne proces særligt fremskreden i de områder, der anses for at være under den internationalt anerkendte præsidents kontrol. I august 2019 blev dette tydeligt, da en politisk aktør kaldet Southern Transitional Council (STC), støttet af tropper trænet af de Forenede Arabiske Emirater, overtog kontrol med den midlertidige regeringsby Aden.

STC blev dannet i 2017 og ledes af den tidligere guvernør i Aden, Aidrus al-Zubairi. Men STC er del af en bred bevægelse, der kæmper for et uafhængigt Sydyemen.

Det er en kamp, der har rødder tilbage til 1990, hvor det nuværende Yemen blev dannet via en forening af Nordyemen og Sydyemen. Det tidligere Sydyemen oplevede hurtigt, at magt blev centraliseret i det nordlige Yemen.

Det er vigtigt, fordi præsident Hadi var vicepræsident under den tidligere præsident Salih, der styrede Yemen fra 1990, til han blev afsat under Det Arabiske Forår.

Hadis nuværende vicepræsident, Ali Mohsen al-Ahmar, var en af Salihs vigtigste støtter med tætte relationer til Yemens islamistiske parti, Islah, der kan sammenlignes med Det Muslimske Broderskab. Der er en historisk konflikt mellem islamisterne, som er en del af Hadis regering, og uafhængighedsbevægelsen, samtidig med at de Forenede Arabiske Emirater anser Islah for at være terrorister.

FN har valgt at fastholde forestillingen om, at Yemens politiske fremtid kan afgøres i forhandlinger mellem houthierne og Hadis regering.

I det sydlige Yemen ses det som udtryk for en forsat negligering af syden. Det understreges kun af, at Aden, på trods af at være midlertidig regeringsby, kæmper med manglende sikkerhed og begrænset økonomisk udvikling.

Konflikten i Yemen er ofte blevet beskrevet som en stedfortræderkrig mellem Iran og Saudi-Arabien, men med eskaleringen i Aden er situationen blevet yderligere kompliceret, fordi Saudi-Arabien forsat støtter præsident Hadi og idéen om et forenet Yemen, mens de Forenede Arabiske Emirater, Saudi-Arabiens vigtigste partner i Yemen, støtter uafhængighedsbevægelsen, der direkte udfordrer Hadi.

Men ligesom det er problematisk at reducere konflikten i Yemen til en kamp mellem en legitim præsident og illegitime rebeller, så kan situationen i Aden ikke løses, ved at man ser den som en stedfortræderkonflikt mellem Saudi-Arabien og de Forende Arabiske Emirater.

I stedet må fredsforhandlinger forholde sig til, at præsident Hadi ikke har, hvad der skal til for at lede Yemen, samtidig med at store dele af den yemenitiske befolkning ikke har tillid til, at de FN-ledede forhandlinger vil føre til en politisk løsning, der tilgodeser hele landet.

Konflikten mellem STC og den internationalt anerkendte præsident illustrerer centrale spørgsmål omkring det internationale samfunds rolle i håndtering af komplekse konflikter, særligt fordi den saudisk-ledede intervention er støttet af Vesten.

USA har støttet interventionen med deling af efterretninger, genoptankning af bombefly og, ikke mindst, våbensalg. Men der er stigende bekymring over de humanitære konsekvenser af den militære intervention.

I april 2019 måtte Trump nedlægge et veto, efter at Kongressen havde stemt for tilbagetiltrækning fra krigen. I England har en domstol vurderet, at britisk våbeneksport til koalitionen er ulovlig, fordi der ikke har været en tilstrækkelig vurdering af, hvorvidt international humanitær lovgivning overholdes.

Men indtil videre har den saudisk-ledede militære intervention kunnet operere med udbredt straffrihed.

Nogle vil måske indvende, at yemenitterne selv må tage ansvar for eget land. Det er i hvert fald noget, mange yemenitter ville ønske var en mulighed.

Men den militære intervention har skabt en humanitær krise, der ikke kan løses uden substantiel økonomisk bistand. Og det kan ikke vente. Det var FN’s særlige udsending, Martin Griffiths’, helt centrale budskab, da han for nylig opdaterede sikkerhedsrådet på situationen. Yemen kan ikke vente.