Yderfløjene presser på, og EU vil uundgåeligt ændre sig

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Man kan godt blive lidt euforisk under et februarbesøg i Rom. Lyset er langt og gyldent. Caravaggio i Galleria Borghese. Skabelsen i Det Sixtinske Kapel. Det er smukt, flot og indtagende. Men Rom rummer også dekadence.

Som den romerske stewardesse i flyet på vejen hjem træt konstaterede: »Ja, byen er smuk i det her lys. Ellers ikke.« Der er tristesse omkring evigheden. Forfald over skønheden. Og tegn på en anden politisk og social virkelighed, ikke kun i Italien, men langt ud over den oprindelige Rom-traktats terræn.

23.-26. maj er der valg til Europa-Parlamentet. Valget foregår i en tid, hvor europaidéen er truet. Centrifugale kræfter trækker i det europæiske samarbejde, og det gør valget i maj til et af de mere afgørende.

Som den franske præsident konstaterede i sit indlæg publiceret simultant i 28 aviser den 4. marts; aldrig tidligere har Europa været så meget i fare. Men hvad er det så for kræfter, der trækker i samarbejdet? Og hvorfor er Europa ligefrem i fare?

Det oftest fremhævede er brexit. For Macron er brexit symbolet på ”krisen i Europa”. En krise, der hiver medlemsstaterne ned i ”den europæiske fælde”, hvor en nationalistisk forskansning får befolkningerne til at afvise det europæiske fællesskab. Men det er ifølge Macron en afvisning uden projekt. Og den fælde truer Europa.

Nationale politikere udnytter befolkningens vrede, men uden at der tilbydes noget alternativ. Den fælde vil Macron advare imod, og det er derfor, han taler som statsmand til alle med sit indlæg: Det er tid til en europæisk renæssance.

Men brexit er mere end en ”nationalistisk” forskansning. Det er også en social og økonomisk virkelighed, der aktuelt suger kræfter ud af samarbejdet og underminerer den oprindelige vision om det åbne Europa, hvor folk kunne bevæge sig omkring og arbejde, hvor de vil.

Det er en anden centrifugal kraft, der lige nu hvirvler EU rundt, og som endnu ikke har fundet sit leje. Det skaber uro og utryghed op til et valg.

For befolkningerne i Spanien, Italien, Grækenland og andre af de medlemsstater, der blev hårdt ramt af den økonomiske krise i 2008, er brexit tabet af et arbejdsmarked. Det er tabet af en mulighed for den unge generation, som ikke længere uhindret kan studere på britiske universiteter og lære engelsk. Og omvendt.

Til centrifugen hører også den politiske midtes vanskeligheder med at fastholde opbakning fra vælgerne. Det er den midte, der har skabt det europæiske projekt, og som ikke længere kan skabe tilstrækkelig legitimitet omkring sig selv og projektet. Det så vi efter valget i Tyskland, hvor det tog 171 dage at forme en regering.

Det samme gjorde sig gældende i Sverige, hvor forhandlinger om en ny regering trak i langdrag og igen viste, hvor svært det er blevet for den politiske midte at fastholde sin hidtidige position.

Det er yderfløjene, der præger det politiske liv, og det skaber problemer for de nationale midterpartier, der hidtil har båret det europæiske projekt.

Den 28. april er der valg i Spanien, og der er allerede udbredt bekymring i EU for, at Spanien er ved at udvikle sig til et nyt Italien med politisk fragmentering og et nyt populistisk parti, Vox, der p.t. står til 10 pct. af stemmerne.

Spanien er eurozonens fjerdestørste økonomi og har gennem de senere år været præget af ustabilitet, catalanske krav om selvstændighed og en fortid, der stadig spøger, aktuelt i diskussionen omkring det store monument efter general Franco, El Valle de los Caidos – de faldnes dal. Det er en fortid, som ikke vil forsvinde.

Det gælder også Cataloniens krav om selvstændighed, som har været et problem for Spanien siden slutningen af 1800-tallet, men i dag kan opfattes som en orientering mod det lokale. Den politiske legitimitet ligger i at forstå dette behov, ikke som under Franco at undertrykke det.

At de europæiske befolkninger vender ryggen til EU kan være udtryk for en forandring i den måde, folk er politiske på. Det er ikke de store projekters tid. Det er de lokale løsninger på nogle nære problemer, der efterspørges. Migration. Miljø. Sikkerhed.

For der er også en anden kraft, der er værd at holde øje med. Og det er skiftet fra det europæiske og nationale til det lokale og regionale. Det systemskifte, som den vanskelige regeringsdannelse i Sverige var udtryk for, viste også, hvordan det skrider for den politiske klasse, som har siddet relativt stabilt på magten siden mellemkrigstiden.

At Sverige så endte med at håndtere dette skred og efter 131 dage etablere en socialdemokratisk, men borgerligt støttet mindretalsregering, viser, at der skal arbejdes for at vedligeholde de europæiske demokratier og fastholde opbakningen til det europæiske projekt.