Det skal helst ikke være dyrt, og man vil nødigt have en bombe i hovedet

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

BERLIN

Karl Lagerfeld, der døde sidste uge, var kendt som noget af en modekonge. Han arbejdede for store huse som Chloé, Fendi og ikke mindst Chanel. Han var ikke for fin til også at tegne kollektioner for H&M. Han var måske bedre til marketing end til udvikling af en personlig stil, som bl.a. Financial Times noterede i sin nekrolog, men han var den sidste af de markante efterkrigsnavne i branchen.

Han var imidlertid også noget andet. Han var en tysker i Paris, og som sådan blev han opfattet – både i forbundsrepublikken og i Frankrig. Han boede i Frankrig det meste af sit liv, og her blev hans kvaliteter ofte betragtet som typisk tyske – flid, kvalitet, pålidelighed. Den slags dyder er under angreb. Den nye lufthavn i Berlin bliver måske aldrig indviet, fordi man ikke kan finde ud af teknikken. Bilfabrikker, bl.a. VW, har svindlet med dieseludstødningen. Den tyske regerings klimapolitik ligger i ruiner, fordi man ikke magter at gennemføre egne målsætninger.

Det afgørende ved Lagerfeld var imidlertid, at han blev taget som udtryk for tyske værdier, når de er mest positive. I betragtning af, at han kom til Paris 10 år efter afslutningen af Anden Verdenskrig, er det bemærkelsesværdigt.

Lagerfeld er et eksempel på, at stater og politikere ikke har den voldsomme indflydelse på, hvordan de betragtes i udlandet. Naturligvis bærer Nicolás Maduro og forgængeren Hugo Chávez ansvaret for, at Venezuela for tiden har et så forfærdeligt ry, og det kan ikke mindst tilskrives kronprins Mohammed bin Salman, at Saudi-Arabien har fået genopfrisket sit omdømme som et brutalt middelaldersamfund. Magtmisbrug og mord – herunder på en systemkritiker – er ikke noget, der tiltrækker beundrere. I hvert fald ikke af den respektable slags.

Men ellers er det påfaldende, så lidt det betyder, når nationer og myndigheder søger at opnå sympati i udlandet. Tyskland har gennem årene postet milliarder af først D-mark og siden euro i sit internationale kulturarbejde, bl.a. med de såkaldte Goethe-institutter. Man har en radio- og tv-station, der sender på 30 sprog, og diplomater ved 227 repræsentationer i udlandet søger at udbrede budskabet om kulturnationen, der er sig sit historiske ansvar bevidst. Det er en sympatisk og rigtig betragtning. Spørgsmålet er, hvor meget det bevirker.

Det største gennembrud for forbundsrepublikkens kultur og sprog siden Anden Verdenskrig skyldtes formentlig popgruppen Tokio Hotel fra Magdeburg. Den var et internationalt hit i en halv snes år fra 2006, og i f.eks. Israel strømmede unge til Goethe-instituttet i Tel Aviv for at lære tysk. De ville forstå musikerne på deres eget sprog – omtrent som når udenlandske Kierkegaard-forskere terper dansk for at kunne læse filosoffen på modersmålet. Noget lignende kunne ses i andre lande.

Tysklands relativt nyvundne popularitet i Danmark skyldes heller ikke så meget officielle fremstød, men Berlin, måske også forbundskansler Merkel, og den udpræget fredelige tilgang til alskens problemer, der er blevet landets særkende.

Det er tillige en misforståelse at tro, at negativ omtale nødvendigvis giver et dårligere ry og dermed f.eks. lavere besøgstal eller eksport. Muhammed-krisen var en hård nyser for Danmark, men andre EU-landes boykot af f.eks. Østrig omkring årtusindskiftet på grund af et populistisk partis optagelse i regeringen bevirkede ikke det fjerneste. Turisterne strømmede til, eksporten boomede.

Det ser heller ikke ud til, at Ungarns regeringschef, Viktor Orbán, skader landets turisme med sine nationalistiske, EU-fjendtlige og måske ligefrem antisemitiske tirader. I hvert fald melder turistmyndighederne og det statistiske kontor om nye rekorder år efter år.

Omvendt noterer USA en tilbagegang i antallet af udenlandske besøgende – i en tid, hvor turismen internationalt stormer frem. Turistforskere er enige om, at en del af årsagen er Donald Trump. Men generelt er det økonomi og sikkerhed, der afgør, hvor turister tager hen, ud over vejr, seværdigheder osv. Det skal helst ikke være dyrt, og man vil nødigt have en bombe i hovedet. Nordafrika, f.eks., klarer første del af testen, men ikke ubetinget resten. Heller ikke Tyrkiet har perfekte betingelser; præsident Erdogan har skræmt mange væk, ikke mindst tyskere, som for en stor del bliver hjemme eller søger mod roligere destinationer, f.eks. Norden.

Det korte af det lange synes at være, at der er både rationelle og følelsesmæssige grunde til at interessere sig for et land, men at en målrettet indsats sjældent fører til alverden. Østeuropæiske diktaturer sendte tonsvis af tryksager rundtom på kloden inden Murens fald, men de havde aldrig den store sympati.

Karl Lagerfeld, derimod, der vist aldrig fik statsstøtte og kunne lide at provokere, blev betragtet som en stor tysker. Hvilket alt andet viser, at popularitetens veje er uransagelige.