Kan Taliban ende som et parti i en demokratisk proces?

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Dette år startede med spektakulære nyheder om et sjældent interessesammenfald mellem USA og Taliban. Begge parter var villige til at forhandle en fredsaftale, der både skulle indebære en amerikansk tilbagetrækning og et løfte fra Taliban om, at bevægelsen vil bryde ethvert bånd til terrororganisationer som al-Qaeda.

Der er ikke megen tvivl om, at Trump vil nedskalere væsentligt i Afghanistan, og at denne linje er fint i tråd med hans America First-doktrin.

For Afghanistan handler det om, hvad man kan forvente sig af en situation, hvor USA ikke længere kan bakke den skrøbelige afghanske hær op i deres virke, og hvor den siddende afghanske regering vil mangle deres afgørende sponsor og sikkerhedsgarant.

Ét scenarie er, at historien vil gentage sig. Det vil sige, at vi vil se et Afghanistan, der igen bliver hærget af kaotisk borgerkrig anført af nye og gamle krigsherre. Et andet, men mere positivt scenarie, er, at kimen til national forsoningsproces er ved at blive etableret gennem forskellige dialoginitiativer, som det internationale samfund og regionale aktører har faciliteret gennem det sidste tiår.

Selv om mange af diskussionerne i USA såvel som i Europa har handlet om, hvorvidt den nye udvikling i den amerikanske Afghanistan-politik er tegn på Vestens kapitulation over for Taliban, så kan der ikke udråbes nogen sejrherre i den situation, som Afghanistan befinder sig i lige nu.

Taliban har særligt siden 2015 været offensive i deres krig og taget kontrollen over strategisk vigtige områder, men de har langt fra sejret i hele Afghanistan. Det store billede er, at Taliban over de sidste tre-fire år gradvist har øget deres kontrol, mens den afghanske regerings andel af kontrol over landets distrikter til gengæld er blevet gradvist mindre.

Samtidig er der dog fortsat aktiv kamp om ca. 20-30 pct. af Afghanistan. Kritiske røster peger på, at Taliban kan risikere at kontrollere op mod halvdelen af Afghanistan, hvis de vinder kampen om de sidste 20-30 pct. af Afghanistan.

I tillæg til dette bliver den afghanske hær ved med at kæmpe med interne loyalitetsproblemer, høje desertørrater, ringe efterretningskapacitet og udbredt korruption, selv om Natos mission siden 2014 har handlet om kapacitetsopbygning af blandt andet den afghanske hær.

Menneskerettighedsorganisationer er enige om, at der heller ikke, hvad angår det moralske kompas, er en entydig part, der kan heppes på. Et af den siddende regerings problemer har for eksempel været brugen af militser og de massive menneskerettighedskrænkelser, de har begået.

Når man ser på voldsoptrapningen, viser opgørelser, at både Taliban og regeringsstyrkerne kan stilles til ansvar for de høje civile tab, og de massive antal af internt fordrevne.

Hvad er så Talibans interesse i en fredsaftale med amerikanerne? For Taliban handler det om at få trukket USA ud af ligningen om, hvordan et fremtidigt Afghanistan skal regeres. Den kamp er de tæt på at vinde.

Dog vil det være sværere for Taliban at finde en vej til, hvordan regionale aktører som Pakistan, Indien, og Iran kan holdes ude af ligningen. En fredsaftale med amerikanerne er derfor langt fra en garanti for fred i Afghanistan.

Andet akt af en potentiel fredsproces kommer til at handle om, hvordan de regionale aktører vil te sig, og om der overhovedet viser sig at være basis for en national forsoningsproces. Et af de interessante spørgsmål i den forbindelse vil være, om Taliban kan gennemgå en transformation fra oprørsgruppe til politisk parti.

Erfaringer fra andre konfliktzoner tegner et billede af, at den politiske integration af tidligere oprørsbevægelser har været en måde at ende konflikter på. Her kan især det internationale samfund spille en større rolle baseret på historiske erfaringer fra andre konflikter.

Taliban mobiliserer i dag både blandt den pashtunske befolkningsgruppe, som de altid har gjort, men de er også begyndt at mobilisere bredere blandt andre etniske grupperinger. De finder især opbakning i landområder og i religiøst konservative kredse, der mener, at den siddende regering er illegitim og ikke tilgodeser deres behov.

Deres interne debatter og nuværende ledelse afspejler et skifte, der udtrykker større pragmatisme i forhold til demokratiske processer og en åbenhed over for en national forsoningsproces. Det er nok vanskeligt at forestille sig, at et samlet Taliban kommer ud af den interne debat, som bevægelsens medlemmer lige nu har omkring legitimiteten i at deltage i demokratiske processer.

Hvorvidt vi vil se et Taliban med et partipolitisk program, står stadig uvist, men det er bestemt ikke usandsynligt, at dele af Taliban vil søge indflydelse gennem politisk deltagelse, ligesom man har set det i nabolandet Pakistan.

Spørgsmålet er, om de andre oprørsgrupper i landet følger trop, og i hvilken grad årtiers uenigheder, fraktionalisme og etnisk polarisering kommer til at spænde ben for et nyt Afghanistan.