Er æraen med politiske kamphunde slut i USA?

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

I denne måned viser Cinemateket i København en dokumentar om en mand, der formentlig er ukendt for de fleste danskere, men til gengæld berygtet i de mørke korridorer i Washington. Roger Stone, politisk strateg, lobbyist og medieorakel, gjorde sin indflydelse gældende helt tilbage i Nixon og Reagan-æraen. Han er igen kommet i rampelyset, efter at Donald Trump indtog præsidentembedet.

Selv ved første øjekast skiller Roger Stone sig ud fra mængden af Washingtons jakkesæt. Hans teatralske fremtoning udtrykker et vigtigt budskab: Det, der tæller i politik, er ikke, hvem du er, men hvordan du fremstiller dig selv. Det forklarer, hvordan Stone allerede i 1980’erne var den første, der øjnede Donald Trumps præsidentpotentiale. Stone forstod, at berømmelse overgår legitimitet i USA.

Af samme grund blev Stone en af Trumps tætteste rådgivere, og skal man tro på rygterne, var det Stone, der orkestrerede Wikileaks’ afsløring af Hillary Clintons e-mails i 2016.

Hvilke lyssky aftaler der gjorde afsløringen mulig, bliver lige nu undersøgt i den nuværende ”Mueller-undersøgelse”.

Roger Stone blev dog ikke desto mindre fyret af Trump-fløjen før valgdagen. Grunden til fyringen var den samme som for en anden kendt politisk mellemmand, Steve Bannon: Han stjal for meget af rampelyset.

Hvor Trump dog på mange måder virkelig er en ener uden fortilfælde, kan det samme ikke siges om Roger Stone. Hans slags har bevæget sig rundt i Washington, siden byen ikke var andet end et sumpområde for 200 år siden.

Amerikanere ynder at romantisere landets grundlæggelse, men faktum er, at den tidlige republik var en hård verden, hvor politikere mødtes ved daggry i pistoldueller. Selv om politik kunne være barbarisk, spillede korrekthed og ordentlighed dog en stor rolle. Det kan virke kuriøst med nutidens øjne, men ikke desto mindre var ære og pli en lige så stor del af den amerikanske selvforståelse som kravet om frihed.

Når landsfædrene ikke havde travlt med at risikere deres liv for at beskytte deres omdømme, benyttede de sig af deres hold af politiske ”fixere”, der ikke var bange for at få beskidte hænder. Fixerne gik under navnet ”pamphleteers” eller pamfletskrivere og bevægede sig i krydsfeltet mellem politik og journalistik.

Den mest koldblodige af dem alle var James T. Callender, der arbejdede for ingen andre end forfatteren til uafhængighedserklæringen, Thomas Jefferson. Alt tyder på, at Jefferson var et ægte politisk dyr. Dog gjorde han udadtil alt, hvad han kunne, for at virke som det stik modsatte. Ofte fremstillede han sig selv som den jordnære bonde eller den intellektuelle under kælenavnet ”The Sage of Monticello”.

Enhver politisk konsulent vil kunne fortælle, at den bedste måde at appellere til vælgerne på er ved at lade, som om man er uinteresseret i det politiske spil. Ved præsidentvalget i 1800 hyrede Jefferson derfor Callender til at gå efter hans modkandidat Alexander Hamilton. Callender var immigrant fra Skotland, hvor han var mistænkt for at have oprørstanker, og han havde nu intet at miste.

Han var den perfekte kamphund, der kunne arbejde i det skjulte. Det lykkedes Callender at orkestrere en stor skandale, hvor Hamilton blev anklaget for utroskab og for at have taget af statskassen med det formål at købe sig til kvindens tavshed. Således trængt op i en krog forsøgte Hamilton at komme historien i forkøbet, for at bruge et nutidigt udtryk.

I et forsøg på at rense sit navn erklærede han sig skyldig i ægteskabsbrud, men nægtede at have taget af kassen. Ved at gøre dette opgav Hamilton muligheden for at blive præsident, men undgik den, i hans øjne, langt værre anklage om økonomisk uredelighed.

Roger Stones påstand om, at han er den første af sin slags, kan der altså sættes spørgsmålstegn ved. Der er dog et andet, større spørgsmål, der hænger ovenover. For hvordan ser fremtiden ud for mænd som Roger Stone, når de folkevalgte ikke længere føler et behov for at fremstå ærbare og hæderlige? Hvad sker der, når politikerne indser, at skurkagtighed ikke længere er en hæmsko, men derimod et politisk aktiv?

Hvad sker der, når vælgere ligefrem belønner sådanne politikere? Hvis der er én gennemgående trend her i det 21. århundrede, er det, at mellemmanden er på vej ud. Det betyder, at politiske agenter som Roger Stone er godt på vej til at blive en truet art. Hvorfor få nogen til at hjælpe sig med at smøre tandhjulene i det skjulte, når man skamløst kan gøre det selv langt billigere?

Kig blot over på den anden side af Atlanten på den nuværende amerikanske præsident.