Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

International debat

Bliver det dialog eller fortsat konflikt med Nordkorea?

2018 kan potentielt blive startskuddet til en dialog om samarbejde, nedrustning og genforening af adskilte familier.

Et billede frigivet af den nordkoreanske regering viser prøveaffyringen i november. Landet har for nylig meddelt, at det nu har færdiggjort sit atomprogram. Arkivfoto: Korean Central News Agency/AP

Ambassadørens krystalkugle
  •  En række af Danmarks ambassadører giver i Jyllands-Posten deres bud på, hvad vi kan vente os i 2018.
  • De ser tilbage og frem og identificerer tendenser og udviklingen, som vi skal være opmærksomme på i det kommende år.
Krisen havde været længe undervejs. Nordkorea nægtede atominspektørerne adgang og udviklede i al hemmelighed sine første atomvåben. USA skruede op for presset på Pyongyang og samlede international opbakning til sanktioner. Kim-regimet kvitterede med en trussel om at omdanne den sydkoreanske hovedstad Seoul til et flammehav. Det var i foråret 1994. Nordkoreakrisen i 2017 har flere åbenlyse paralleller til krisen for snart 25 år siden. Opildnende retorik, et atomambitiøst Nordkorea og bred international fordømmelse.

Men to faktorer adskiller alligevel dette års krise fra tidligere:

For det første er den nuværende nordkoreanske leder, Kim Jong-un, ung, ambitiøs og skruppelløs. Han har siden 2011 ledet et forarmet land med hård hånd og gennemført flere missilaffyringer end sin far og farfar tilsammen. Alene i 2017 er det blevet til 16 missilaffyringer og én atomprøvesprængning. Missil- og atomprogrammet udvikles langt hurtigere end forventet for blot få år siden.

For det andet er regimets erklærede mål at blive accepteret som en atommagt, der kan ramme ærkefjenden USA med langtrækkende, atombevæbnede missiler. En trussel, der i år førte til en hidtil uhørt ordkrig mellem Pyongyang og Washington, og som i Seoul skabte ny usikkerhed og uforudsigelighed om håndteringen af denne Nordkorea-krise.

Danmarks ambassadør i Frankrig: Johnny er død – men Frankrig har fået mod på livet

Betyder det, at den koreanske halvø i 2017 kom et skridt tættere på atom- eller Korea-krig?

Ingen ønsker en militær konfrontation. Men situationen er mere anspændt og farlig end tidligere. Og i Seoul er der stigende nervøsitet for konsekvenserne af en eventuel misforståelse eller miskalkulation hos en af parterne. De færreste tror dog, at Kim-regimet er selvmorderisk. I militær forstand er Nordkorea fortsat en dværg sammenlignet med USA og dets allierede i regionen.

Uanset motiverne er de nordkoreanske provokationer destabiliserende for regional og global sikkerhed. Moon-regeringen i Sydkorea, der i maj blev valgt på løfter om en tosporstilgang til Nordkorea, har indtil videre måttet lægge dialogforsøgene i baggrunden. Der tales nu om maksimalt pres og sanktioner.

Det sker i en delikat diplomatisk balancegang mellem at fastholde en stærk militær alliance med USA og samtidig forbedre forholdet til Kina. Det er nu op til Nordkorea at stoppe provokationerne og skabe rum for dialog. Noget, som regimet hidtil har afvist.

Hvad kan vi så forvente fra Nordkorea i 2018? Et optimistisk nytårsønske er, at Nordkoreas nylige udmelding om, at landet nu har færdiggjort sit atomprogram, er en udstrakt hånd til USA og dermed første skridt mod en dialog om denuklearisering af den koreanske halvø.

Det skete efter krisen i 1994 (desværre uden langvarig succes). Det vil bringe Moon-regeringen et skridt tættere på drømmen om vinter-OL i Pyeongchang 2018 som en ”fredsolympiade” med både nord- og sydkoreanske atleter. Og 2018 kan potentielt blive startskuddet til en dialog om samarbejde, nedrustning og genforening af adskilte familier.

I en mere dyster krystalkugle vil vi ikke se nævneværdige ændringer på kort sigt. Nordkorea vil fortsætte sine missilaffyringer og atomprøvesprængninger, indtil regimet også rent teknisk har nået dets mål. Det kan forværre konflikten på den koreanske halvø med risiko for mere direkte sammenstød mellem Nordkorea, USA og Sydkorea. Det vil kræve, at det internationale samfund militært, økonomisk og politisk skruer endnu mere op for presset for at bringe Pyongyang til forhandlingsbordet.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Nyhedsbreve
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Arbejdsgiverne er nogle hyklere

Anders Vistisen
Nye tal viser, at virksomheder fortier sandheden om mangel på arbejdskraft.

Blog: Søren Papes islamistiske knæfald

Lars Boje Mathiesen
Det vækker ganske enkelt afsky, når jeg oplever den konstante ansvarsfraskrivelse fra magthaverne i disse år.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her