Johnny er død – men Frankrig har fået mod på livet

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Johnny er død. Alle græder. Sådan var overskrifterne i de franske medier, da sangeren Johnny Hallyday, suverænt Frankrigs mest skattede rockstjerne, døde i starten af december.

I andre lande vil det måske være en mindre historie, men i Frankrig tages den slags alvorligt. Alt andet veg fra mediefladerne. Den sidste afsked ned ad Champs-Élysées fulgt af tre franske præsidenters farvel i Madeleine-kirken var en statsbegravelse værdig.

Med Johnny Hallyday forsvandt et af de levende eksempler på det gammelkendte Frankrig, som de fleste kunne identificere sig med. For et land, hvis navn klinger af storslået filosofi, af kulturel og samfundsmæssig revolution og af stormagt, har de senere år efter manges opfattelse været noget pauvre. Dårlig økonomi, høj arbejdsløshed og en vigende indflydelse, kulturelt og politisk, har tæret hårdt på franskmændenes selvopfattelse.

Der var grunde nok til tårer for Johnny.

Men 2017 blev faktisk også året, da Frankrig besluttede sig for at søge nye veje. Valget af Emmanuel Macron til præsident var ikke mindst en reaktion på den grundfølelse af pessimisme og afmagt, der har kendetegnet Frankrig det seneste årti.

Det blev ham, en kandidat fra et helt nyt parti, stort set ukendt og politisk uerfaren, der rykkede ind i præsidentpalæet.

Som om det ikke var nok, måtte de to store politiske partier Les Républicains og Parti Socialiste, som har siddet tungt på den politiske magt i Frankrig siden Anden Verdenskrig, se sig slået også i kampen om parlamentet af præsidentens nye politiske bevægelse, En Marche.

Macron vil gøre Frankrig stærkt igen. Moderne og stærkt indadtil, men også mere synligt udadtil. I en tid, hvor USA efter valget af Donald Trump ser ud til at ville slippe taget i sin rolle på den internationale scene, står Macrons Frankrig klar. Frankrig skal igen være en stormagt. Ikke i klassisk forstand, men et Frankrig af det 21. århundrede, der er sig selv bevidst og har vilje og mod til at gøre sig gældende.

Det er nu os, europæerne, siger Macron, som skal forsvare de fælles goder i den frie verden – demokrati, fred, klima. For at det kan lykkes os, skal vi være langt stærkere, end vi er. Vi skal effektivt kunne beskytte vores interesser, og vi skal sætte aktivt ind, hvor vores sikkerhed er truet. Hvad enten det er bag egne grænser eller i form af uro og konflikt tæt på Europa.

Den franske præsident vil gerne have en køreplan færdig for styrkelsen af det europæiske samarbejde i 2018, og han vil stadig presse på, for at det sker. Men lige så stærkt han selv står lige nu, lige så skrøbeligt ser det ud for nogle af de helt centrale kolleger i Europa, ikke mindst Angela Merkel.

Så Macron kan glæde sig over at være den, der sætter den europæiske dagsorden. Men forandringerne kommer nok ikke lige så hurtigt og lige så glat, som den ambitiøse præsident gerne så.

På samme måde som EU – med franske farvetoner – skal væves tættere sammen, kæmper Macron med næb og kløer for at forsvare det internationale samarbejde, den multilaterale verdensorden. Efter præsident Trumps undsigelse af klimaaftalen fra Paris var den franske præsident ikke sen til at rykke ind på den grønne scene med sit tilbud om et topmøde – ”Make Our Planet Great Again”.

Det er der som altid nok nogen fransk selvbevidsthed i. Men det var også nødvendigt for at kompensere for den ubalance, som stormagten USA havde skabt i en international samarbejdsramme ved at forlade Paris-aftalen.

En fransk mulighed for at agere er nemlig ifølge Macron ikke alene forenelig med samarbejde med andre. Den er direkte afhængig af det. Hvis vi vil bygge en stabil og fair verden, siger præsidenten, må og skal det ske sammen med vore allierede og vore partnere.

Sådan kan Frankrig bedst sikre indflydelse og velstand. For en fransk præsident, der ser behov for det, han kalder politisk heltedåd, vil øjet i det kommende år være på alle muligheder for at spille en aktiv rolle i styrkelse af internationalt, regelbaseret samarbejde.

Når Macron foran Akropolis i Athen og på Sorbonne-universitetet fremlægger sine visioner for Europa, når han byder Trump trods på klimapolitikken, og når han lægger sig i selen for en større fransk rolle i udenrigspolitikken i Afrika og Maghreb (Nordvestafrika), får også franskmændene noget, de længe har savnet.

En præsident på den store klinge, der kan citere filosoffer og forfattere på rygraden, og som til et soundtrack af bølgebrus lader sig fire ned i en fransk atomubåd fra en militærhelikopter.

Lykkes det at trække Frankrig op i økonomisk gear og banke arbejdsløsheden ned, kan Macron gå over i historien som en af de store moderne ledere på linje med Georges Pompidou, Valéry Giscard d’Estaing og Francois Mitterrand. Hvis Macron skal huskes som en stor præsident, og hvis Frankrig skal blive stort igen, er 2018 til gengæld også et nøgleår.

Macrons skæbne er bundet op på hans politik, hans politik er bundet op på Europa – og Europas fremtid er i højere grad end tidligere bundet op på Frankrig. Sangeren er død, men Frankrig har fået nyt mod på livet.