*

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

International debat

En russisk annonce i 8.000 meters højde

Falske nyheder eller den skinbarlige sandhed? Det er spørgsmålet efter læsning af et flymagasin.

Venlige, afslappede og smilende russere nyder en forfriskende dukkert i Moskva-floden i 10 graders frost. Foto: AP

Michael Kuttner, Berlin-korrespondent på Jyllands-Posten.
BERLIN — Det sker, at man kigger på et land og spørger, om folk her virkelig mener, hvad de siger. Tror britiske brexit-tilhængere oprigtigt, at alt ondt skyldes EU? Er flygtninge og finansmanden George Soros virkelig Ungarns fjender, som regeringen i Budapest har hævdet i skatteyderbetalte plakatkampagner? Tror Donald Trump helt alvorligt, at han er verdens klogeste mand?

Hvis svaret er ja, må man gå ud fra, at de også mener så meget andet, som ikke tåler et faktacheck. Rusland har i hvert fald netop leveret et fascinerende eksempel.

Man fandt det for nogle dage siden i luftfartsselskabet Easyjets magasin. Man var undervejs fra Berlin til København, og hvis det ikke var, fordi man havde spændt sikkerhedsselen, ville man muligvis være drattet ned fra sædet.

På side 110 var der en annonce fra noget, der hedder Made in Russia. Teksten blev indledt sådan:

»Enhver kender Rusland som verdens største land, hvor venlige og afslappede mennesker møder den voldsomme kulde med et smil; men kun få ved, at Rusland er en vigtig eksportør af forbrugsgoder til hele verden.«

Nu kan det ikke nægtes, at Rusland er verdens største land. Mere usikkert er det, om alle betragter russere som venlige, afslappede og smilende. Helt ude i skoven lyder det, at man eksporterer forbrugsgoder i nævneværdigt omfang.

Hvorvidt et folk virker venligt og sympatisk, er et subjektivt skøn. Men man kan vel sige, at russere ikke er kendt for at være særligt elskværdige eller tage tingene stille og roligt. På vestlige feriedestinationer har de ry for at være brovtende, ubehøvlede og i det hele taget lidet charmerende. Det er dansk ungdom også, når den tager på druktur til Prag eller Sortehavet, men det er næppe en karakteristik, man ville hæfte på resten af nationens rejsende. Når Moskva er på 80.-pladsen på The Economists liste over byers livskvalitet rundtom i verden, tyder det heller ikke på, at regler om takt og tone følges til punkt og prikke (Melbourne er nr. 1, Wien nr. 2 og København nr. 21).

Påstanden om, at russiske produkter – »fra tændstikker til modelfly«, som der står i annoncen – fylder godt op i eksportstatistikkerne, kan derimod efterprøves temmelig objektivt. Kigger man på Ruslands 10 største eksporterhverv i 2016, ser man, at otte af dem gælder råvarer. Den tungeste post, energi, tegner sig for 47,2 pct. af hele udlandshandelen. De to eneste grupper med forarbejdede produkter – maskiner af forskellig art – sætter sig på tilsammen 3,8 pct.

Der er en grund til, at annoncen virker så mærkelig – det er yderst sjældent, at man nu om dage støder på russiske forbrugsgoder. Selv en Lada skal man være heldig at møde. Og det er vist længe siden, at man har set en russisk tændstik eller et modelfly.

Folk må jo selv om, hvordan de optræder, og er man sur, kan det have en grund – et korrupt regime, et elendigt arbejde eller dårlige fremtidsudsigter, f.eks. kommunismen, indført i disse dage for 100 år siden, og dens eftervirkninger har sikkert gjort deres.

Det foruroligende, og forbløffende, er, at et foretagende som Made in Russia tilsyneladende helt alvorligt kan bringe påstande til torvs, som i bedste fald kan diskuteres og i værste fald er tindrende forkerte. Russiske myndigheder siges at være storleverandører af fake news, altså falske nyheder, til vestlige modtagere, så måske er det ikke overraskende. Men almindeligvis ønsker afsenderen at holde sig skjult. Det er ikke tilfældet her.

Det interessante, set fra denne udkigspost, er, at det kan forklare så meget andet. Hvis man er overbevist om, at Rusland er storeksportør af forbrugsgoder, kan man også tro regeringen, når den hævder, at annekteringen af Krim var rigtig og fornuftig.

Er man enig i, at man selv og sine medborgere er flinke, sætter man måske sin lid til sammensværgelsesteorier om, at Vesten er efter en og vil betvinge den russiske nation. Grænsen mellem rigtigt og forkert udviskes. Gråzoner, hvor virkeligheden måske er et sted midtimellem, anerkendes ikke. Det virker åbenbart over for store dele af den russiske befolkning (om end man aldrig må glemme den tapre trup, der kæmper for demokrati og retsstat). Men betragtet fra et fly i 8.000 meters højde, mellem Berlin og København, virker det som en vits. Tak for det.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Nyhedsbreve
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Sherin Khankan: Islamist eller fuldstændig utilregnelig

Jaleh Tavakoli
Det at danskere vender sig imod Naser Khader, siger noget om det selvhad som de vestlige samfund lider under. Det at man betragter Sherin Khankan som reform-imam, siger noget om de lave forventningers racisme overfor muslimer.

Blog: Er ansvar for menneskeliv og velfærd ikke mere værd?

Signe Munk
62 procent af danskerne, mener at sygeplejersker fortjener mere i løn. Men Sophie Løhde er uenig, kan jeg fornemme.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her