Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Undgå regninger, der trækker tænder ud

Elisabeth Gregersen, formand, Dansk Tandplejerforening

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Mange borgere og især folkepensionister her i landet oplever fra tid til anden, at de får en regning for en tandbehandling, som sluger en stor del af deres månedlige rådighedsbeløb. Senest har man i JP 8/9 kunnet læse et indlæg af Inge Meyer fra Tilst, som modtog en stor tandlægeregning.

Når en tand én gang er blevet repareret, så er der forhøjet risiko for, at samme tand på et senere tidspunkt skal behandles igen. Men der er måder, man kan undgå de store regninger på. Det handler helt grundlæggende om at lære at børste sine tænder helt rene to gange hver dag. Det lyder måske som en helt banal ting, som mange mennesker mener, at de har styr på. Men det er ikke så nemt endda at bruge tandbørsten rigtigt, så tænderne bliver fuldstændig fri for madrester og bakterier. Og spiser man ofte søde sager eller ryger, så kan det være svært at holde tænderne sunde.

Jeg tror ikke, at løsningen kun er at hæve det offentlige tilskud til tandbehandling. Løsningen ligger i en målrettet støtte og vejledning, så den enkelte borger ved, hvordan tænderne holdes sygdomsfri, samtidig med at man ikke helt afstår det, som man synes, giver livskvalitet.

Som borger her i landet har man den mulighed, at man kan gå til tandplejer. Tandplejernes fokus er at holde folk sunde, og tandplejerne tager udgangspunkt i den enkeltes situation og behov. Tandplejere forebygger, at tandproblemer opstår eller udvikler sig. Og derfor borer de ikke i tænder, men forhindrer huller i tænderne i at udvikle sig. Tandplejere udfører også både tandkøds- og paradentosebehandlinger. Man kan finde en tandplejerklinik på sundhed.dk.

En kombination af at være meget omhyggelig med sine naturlige tænder samt jævnlig kontrol og behandling hos en tandplejer kan derfor også være en billigere løsning end at få foretaget det ene behandlingsindgreb efter det andet. Derved undgår man regninger for tandbehandlinger, der trækker tænder ud.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.