Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Opråb fra ungdommen om at nytænke partistøtten

Det danske demokrati har fået elitære tendenser, og centraliseringen omkring Christiansborg har taget overhånd. Danskerne føler lang afstand til de folkevalgte – og det med stigende politikerlede og demokratisk underskud til følge.

Kasper Sand Kjær, formand for DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd | Chris Preuss, formand for Venstres Ungdom | Lasse Quvang, formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Partierne på Christiansborg har netop valgt at øge deres sekretariatsbistand med 40 pct. Den beslutning er endnu et symptom på den professionalisering, der sker af politik i disse år.

Vi har brug for flere presserådgivere, økonomer og jurister, lyder forklaringen fra partierne. Det kan meget vel være rigtigt, for politik er uden tvivl blevet mere kompliceret, i takt med at vores samfund og økonomi er blevet mere komplekst.

Men de 52 mio. kr., som partierne har valgt at give sig selv, er efter vores bedste overbevisning ikke engang et plaster på det blødende sår, der er opstået mellem politikerne og den danske befolkning.

Demokratisk underskud

Det danske demokrati har fået elitære tendenser, og centraliseringen omkring Christiansborg har taget overhånd. Flere og flere danskere oplever, at kløften mellem land og by bliver dybere og afstanden til deres folkevalgte stadig større – og det med stigende politikerlede og demokratisk underskud til følge.

Hvis det sår skal heles, skal pengene ikke bruges inde på Christiansborg, men ude i det lokale demokrati, hvor borgere og politikere mødes, og hvor meninger brydes. En del af det danske demokrati, vi har svigtet og overset alt for længe.

Et velfungerende demokrati er hverken givet eller gratis, og i Danmark bruger vi mange millioner på partistøtte. Det er fornuftigt, da offentlig støtte til partierne er med til at sikre, at alle partier har mulighed for at lave politisk arbejde uanset størrelsen på private bidrag, men der er behov for at nytænke partistøtten.

Dalende medlemstal

Partierne får i dag støtte alene på baggrund af stemmer, hvor én stemme til et folketingsvalg udløser 30,75 kr. Man skal ikke være økonom for at regne ud, hvilke incitamentsstrukturer det skaber: Fokus bliver stort set kun på valg.

Medlemstallene i partierne har været dalende i mange år, alt imens valgkampene er blevet dyrere, større og flottere. Partistøtten understøtter kun stemmemaksimering og overser fuldstændig betydningen af partiernes folkelige og lokale forankring, der ellers er lige så afgørende for et velfungerende demokrati, hvor der ikke er langt fra borgerne til Christiansborg.

Samtale ude i befolkningen

Vi foreslår derfor at udvide partistøtten med folkeoplysningen som forbillede, hvor der i tillæg til den nuværende støtte tildeles midler lokalt. Ikke på baggrund af stemmer, men på baggrund af medlemstal og aktiviteter. Der er brug for lokale aktiviteter, hvor borgerne kan møde politikerne og sammen diskutere og drømme om udviklingen af fremtidens Danmark.

Det er oplagt, at de lokale partiorganisationer kan danne ramme for en bedre politisk samtale mellem politikere og borgere. På den måde kommer demokratiet og det politiske arbejde til at handle om mere og andet end valgkamp og bliver ikke kun noget, der foregår på Borgen, men også ude i befolkningen.

Som politisk aktive unge med meget af vores engagement koncentreret om det politiske miljø på Christiansborg er vi også en del af den kultur, som skal ændres, og vi er bevidste om vores medansvar. Kulturer formes imidlertid også af strukturelle omstændigheder, og de politiske partier har magten til at ændre uhensigtsmæssige strukturer – og her er partistøtten et godt sted at starte.

Et vigtigt redskab

Det er muligvis ikke gået op for alle politikere på Christiansborg, men det er faktisk også i deres interesse at have et stærkt bagland og en folkelig opbakning til den politik, som de skal stå til ansvar for mellem valgene. Medlemmerne i de lokale partiforeninger fungerer som stødpuder mellem de svære politiske beslutninger og den modtagelse, de møder ude i lokalsamfundene.

Et stærkere lokalt demokrati er et vigtigt redskab, hvis vi vil politikerleden og det demokratiske underskud til livs. Derfor opfordrer vi politikerne til at turde at tage fat på partistøtten på trods af den larm, den slags altid skaber.

En ny og udvidet partistøttelov løser ikke alle problemer for demokratiet i Danmark, men det er et oplagt sted at starte.