Nu skal Norden træde i karakter
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Der er god grund til bekymring over den måde, som verden udvikler sig på. Europa gennemlever en krise, som vi endnu ikke kender udfaldet af. Norden er på ingen måde upåvirket af disse udfordringer. Men selv i en vanskelig situation som denne findes der muligheder – ikke mindst for de nordiske lande, der befinder sig i en stærk position.
Derfor er det tid til øget nordisk samarbejde. Meget er i bevægelse, men vi har selv mulighed for at komme dette momentum i møde.
Verden over stiger interessen for Norden. Nordisk film og litteratur klarer sig godt internationalt. Nordisk madkultur er blevet et etableret begreb. Nordiske løsninger til grøn omstilling er eftertragtede. Den nordiske samfundsmodel er genstand for nysgerrig interesse i mange dele af verden.
Regeringer skrider til handling
De nordiske regeringer skrider nu til handling og iværksætter en fælles strategi for profilering og positionering af Norden ude i verden. Det gjorde vi med stor succes på klimatopmødet i Paris inden årsskiftet, og i den kommende tid vil Norden blandt andet være synlig i New York, Milano og London.
Parallelt med dette bliver der på initiativ af de nordiske statsministre også udviklet et flerårigt program til formidling af nordiske erfaringer og løsninger på globale udfordringer.
Input fra erhvervsspidser
For at vi skal kunne udnytte potentialet i det nordiske samarbejde endnu bedre fremover, gennemføres der nu en række strategiske undersøgelser af centrale samarbejdsområder i Norden.
Anerkendte politikere og erhvervsspidser fra de nordiske lande kommer med input til, hvad det nordiske samarbejde bør fokusere på i de kommende 5-10 år, når det gælder sundhedssamarbejde, arbejdsmarkedssamarbejde og energisamarbejde. På den måde kan vi udfordre de nordiske regeringer til at være ambitiøse i deres tilgang til at udnytte potentialet i det nordiske samarbejde.
Integration af flygtninge
Derudover er det blevet besluttet, at vi systematisk skal udveksle viden og erfaringer om vellykket integration af flygtninge. Samtidig iværksættes der et program for demokrati, inklusion og sikkerhed i tæt samarbejde med en række større byer i Norden.
Der er ingen tvivl om, at de nordiske lande i fællesskab kan spille en endnu vigtigere rolle i Europa.
Vores fælles erfaringer og værdier udgør et godt fundament for et tættere samarbejde om udformning og gennemførelse af europæiske løsninger. EU-spørgsmål ender oftere og højere på dagsordenen på de nordiske ministermøder.
Ved at koordinere vores indsatser kan vi udarbejde bedre regler og opnå en ensartet implementering og dermed undgå de problemer, som forskelle i de nationale løsninger skaber for virksomheder og private.
Reformer af samarbejdet
Samtidig gennemføres der reformer i det formelle nordiske samarbejde med henblik på at styrke samarbejdet mellem de nordiske ministre, målrette og effektivisere udnyttelsen af de fælles nordiske budgetmidler, projekter og institutioner og sikre en relevant politisk dagsorden.
Internationale udfordringer
Vi ved endnu ikke, hvad fremtiden vil bringe for Europa. Men vi ved en hel masse om, hvad Norden kan bidrage med. I den aktuelle situation er vi i Norden nødt til at lægge os i selen for at udnytte de muligheder, der lige nu præsenterer sig for Norden – både ved at intensivere samarbejdet om interne nordiske forhold og ved at udnytte de muligheder, som vi har for i fællesskab at påvirke både den europæiske og den globale dagsorden.
Det er det bedste bidrag, de nordiske lande kan yde i en tid præget af internationale udfordringer.