Fortsæt til indhold
Debatindlæg

”Knæk Cancer” gør en forskel

Leif Vestergaard Pedersen, adm. direktør, Kræftens Bekæmpelse

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

30/10 skrev Søren Bedholm et debatindlæg i Jyllands-Posten med overskriften ”Knæk os med cancer”. Han kritiserer Kræftens Bekæmpelse for at minde mennesker med kræft om deres sygdom fra morgen til aften. Uden at han dog har set nogen af programmerne på TV 2. Derudover påstår han, at pengene ikke bliver brugt til at hjælpe kræftpatienter.

Det er forståeligt, at det kan være hårdt at se så mange programmer om kræft, særligt hvis man selv er ramt af sygdommen. Det minder os om livets skrøbelighed, og det er svært ikke at blive berørt. Det kan selvfølgelig blive for meget for nogen. Heldigvis har man jo altid muligheden for ikke at se med. Langt flere så dog TV 2 i uge 43 end i ugerne op til.

Påstanden, om at ”Knæk Cancer”-pengene ikke kommer kræftpatienterne til gode, er ganske enkelt ikke rigtig. De mange penge, danskerne har givet i år, er allerede ved at blive uddelt. De går eksempelvis til forskning i, hvordan man kan udnytte kræftcellernes svagheder til at slå kræften ned på nye måder. Og til at skabe bedre behandlingsforløb ud fra kræftpatienternes egne erfaringer.

168 projekter inden for forskning, patientstøtte og forebyggelse har over de seneste fire år fået støtte fra ”Knæk Cancer”. De står alle sammen beskrevet på www.detgaarpengenetil.dk. Her kan man også se, hvordan pengene bliver brugt.

Søren Bedholm skriver, at han aldrig har haft forbindelse med Kræftens Bekæmpelse i de tre år, han har haft kræft. Kun i form af brochurer og girokort.

Det er vi selvfølgelig kede af, men vi har masser af tilbud – både til ham og alle andre kræftpatienter og deres pårørende. I vores rådgivninger har vi hvert år flere end 70.000 møder med danskerne. Flere end 13.000 ringer til Kræftlinjen, og vi har omkring 4,8 millioner besøg på www.cancer.dk om året. Vi hjælper faktisk ganske mange.

Vi er i Kræftens Bekæmpelse helt utroligt glade for og stolte over ”Knæk Cancer”. Det skyldes ikke mindst det enorme folkelige engagement, som har udviklet sig. Uge 43 er blevet en uge, hvor vi gør noget for andre og viser omsorg. Ikke bare ved at støtte ”Knæk Cancer” på alverdens kreative måder, men også ved at minde hinanden om, at vi faktisk kan gøre en forskel.

I uge 43 oplever vi, at børn og voksne fra Grønland til Gedser samles om lysposer og sender tanker til alle dem, der kæmper mod kræft. Det er meget rørende, og jeg synes, at man skal glæde sig over, at så mange danskere finder fællesskab om noget så meningsfuldt.