”Knæk os med cancer”
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Ville du bryde dig om at blive mindet om din svære sygdom fra morgen til aften i en hel uge? Nej, vel? Men det var det, TV 2 gjorde i uge 43 over for os, der har den svære sygdom. Var det så en ærlig kampagne, hvor pengene gik til at hjælpe os, der har denne sygdom, ville det være til at bære. Nu har jeg haft kræft i tre år, men har aldrig haft forbindelse med dette firma, Kræftens Bekæmpelse, ud over når jeg har opholdt mig på sygehuset, hvor jeg har fået et utal af brochurer og girokort med opfordring om at give penge.
Under min sygdom på hospitalet har jeg spurgt alle de læger og sygeplejersker, jeg har mødt, om, hvad Kræftens Bekæmpelse har bidraget med over for dem til at få hjælp til selve behandlingen. Men nej, intet, siger de alle, hverken udstyr eller forskningsresultater eller anden form for hjælp til os patienter. De siger alle, at den viden om sygdommen og behandling, de har, har de fået i deres arbejde med os patienter.
Hvor bliver de mange penge så af? Det er der mange af os ramte, der spørger om. Der er ingen, der tør stå frem mod Kræftens Bekæmpelse, da det vil blive betragtet som det rene ”selvmord”. Alle er bange for deres karriere, så lægerne tør ikke sige deres mening.
Men én som mig har intet at tabe mere, jeg må nok forstå, at slaget er tabt. Så derfor vil jeg forsøge at få sagen belyst som et sidste forsøg. Jeg så ikke TV 2 i uge 43, da jeg betragter det som psykisk tortur for os, der har denne sygdom. Men med få ord som drengen siger: »Han har ingen tøj på«.