Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Project Red i virkelighedens verden

Forud for Anders Eldrups opsigelse i marts 2012 var der ikke truffet en formel beslutning om projektet.

Fritz Schur, fhv. formand for Dong

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jyllands-Posten bragte sidst i april en artikel, hvori Dong Energys tidligere administrerende direktør Anders Eldrup bl.a. udtalte, at jeg skulle have forhindret Project Red med den virkning, at der ikke kunne skaffes penge til vindmølleinvesteringerne fra danske pensionskasser.

Der skrives mangt og meget mærkværdigt om Dong Energy, Goldman Sachs, Anders Eldrup og mig. Også i disse dage. Det er tilsyneladende en uendelig interessant cocktail med drama, politik og højfinans. Så interessant, at tilskyndelsen til at udelade fakta åbenbart er stor, ligesom det øjensynligt overses, at mange bruger historierne til at fremme egne personlige dagsordener.

Det er ofte langt fra virkeligheden, og der er derfor behov for fakta til imødegåelse af nogle af de største misforståelser, som har floreret i den senere tid.

Blev behandlet i bestyrelsen

Det er ikke korrekt, at jeg har forhindret, at Eldrup orienterede bestyrelsen om Project Red, og det er ikke korrekt, at projektet ikke blev behandlet i bestyrelsen for Dong Energy. Det er heller ikke korrekt, at jeg har forhindret, at Project Red kom på dagsordenen for bestyrelsens møder. Project Red har været på dagsordenen for bestyrelsens møder, Anders Eldrup har orienteret bestyrelsen, og projektet blev behandlet i bestyrelsen.

Projekt Red blev således bl.a. drøftet på bestyrelsesmøderne den 9. november 2011, den 12. december 2011, den 31. januar 2013 og den 9. marts 2012. På møderne orienterede Eldrup om sine overvejelser om projektet, jeg orienterede om Finansministeriets foreløbige tilkendegivelser, og bestyrelsen fik udleveret forskelligt materiale.

Bestyrelsen tog orienteringerne til efterretning, drøftede projektet og materialet og bestilte yderligere notater til belysning af forhold vedrørende projektet, herunder projektets governance-struktur, exitmuligheder, alternativer, indvirken på finansielle nøgletal og rating, risiko og konsekvenser af optagelse af minoritetsaktionærer m.v.

Hele selskabet manglede penge

Det er korrekt, at der ikke forud for Eldrups opsigelse i marts 2012 var truffet en formel beslutning om projektet, men dette skyldes, at projektet ikke var modent hertil, og Eldrup og hans team havde da heller ikke udarbejdet et formelt beslutningsgrundlag eller bedt bestyrelsen om at træffe en beslutning om projektet.

Efter Eldrups fratræden fortsatte selskabet arbejdet med strukturen for den kapitaltilførsel, som var nødvendig, hvis selskabet skulle opretholde sin ambitiøse vækststrategi, hvilket direktionen, bestyrelsen og Finansministeriet fandt, at selskabet skulle. Project Red blev ikke valgt, fordi det var det samlede Dong Energy, der ville komme til at mangle penge – og ikke vindmølledivisionen isoleret.

Kapitaltilførsel i udbud

Når den manglende gennemførsel af Project Red i dag problematiseres, begrundes det bl.a. med, at det havde været bedre for Danmark, om danske pensionskasser havde indskudt den manglende egenkapital i et særligt vinddatterselskab.

Det overses, at en kapitaltilførsel til et sådant selskab også ville skulle i udbud, hvor såvel danske pensionskasser som udenlandske investorer ville kunne fremkomme med bud, og det kan næppe i dag med fasthed siges, at de danske pensionskasserne ville være fremkommet med de bedste bud. Det er fint at være kritisk over for det besluttede, men man bør være kritisk hele vejen rundt. Ellers stikker man blår i øjnene på sig selv.

På et velovervejet grundlag

Det er heller ikke korrekt, at jeg er skeptisk over for vind eller vedvarende energi, og jeg synes, at påstanden bl.a. modbevises af, at Dong Energy – imens jeg var formand for bestyrelsen – investerede mere end 48 milliarder bare i vindenergi.

Fremtidens energiløsninger skal være grønne, og som energiselskab og erhvervsmæssig virksomhed gør man klogt i at være med.

Man må imidlertid også holde sig for øje, at politik er for politikere, og når det kommer til statens selskaber og Dong Energy, bør investeringerne ske på et velovervejet og økonomisk bæredygtigt grundlag.