Dårlig smag i munden

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der har i det seneste stykke tid været en del medierøre over, at en lesbisk familie i Mariager har været udsat for chikane i form af f.eks. ubehagelige breve og hærværk udført mod sin ejendom. Heldigvis har politiet nu anholdt en mand, det mistænker for at stå bag chikanen, og vi kan derfor håbe, at denne grimme sag får en ende.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at sidde tilbage med en grim smag i munden, for det er mit indtryk, at denne sag på mange måder er endt med noget nær chikane mod indbyggerne i Mariager. Især er jeg lidt rystet over at se, at man uden videre går ud fra, at alle indbyggere i en by er kollektivt ansvarlige for, hvad der jo ligner en enkelt psykisk syg persons handlinger. Kigger man ind på Facebook-gruppen ”Mariager 9550” kan man se, at der har været en massiv afstandstagen fra hetzen mod familien og støtte til den, men det har øjensynligt ingen uden for Mariager gidet forholde sig til.

Bølge af forargelse

Faktisk kan jeg ikke lade være med at undre mig over denne bølge af forargelse. Jeg mener, det er en kendt sag, at homoseksuelle, der færdes i det københavnske natteliv, ikke ”bare” risikerer chikane i form af tilråb, men direkte fysisk vold. Jeg kender selv en bøsse fra et af Københavns mere multietniske kvarterer, som ikke åbent tør vise sin kærlighed til sin kæreste der, hvor de bor, fordi de oplever at blive chikaneret. At det forholder sig sådan, tror jeg virkelig ikke kommer som nogen nyhed for de fleste. Ja, hvor mange københavnske homopar tør gå hånd i hånd eller ligefrem kysse i byens gader?

Jeg kan derfor ikke lade være med at tænke på, at chikanesagen fra Mariager i dén grad har udløst heftige reaktioner, ikke mindst blandt homoseksuelle, fordi den på bekvem måde forstærker en fordom, der uhindret florerer i homomiljøerne. Det er fordommen om, at man som homoseksuel ikke kan leve lykkeligt og trygt i provinsen og da slet ikke ude i de mindre samfund. Når jeg fortæller, at min kone og jeg lever lykkeligt og chikanefrit i en mindre by på Falster, bliver jeg ikke rigtigt troet på. For nogle homoseksuelle ”ved” øjensynligt, at man skal bo i København for at få et godt liv som homo.

Måske al denne vrede mod indbyggerne i Mariager dækker over, at rigtigt mange københavnerhomoer selv lever i frygt for homofobisk chikane? Det er en frygt, de ikke rigtigt kan give udtryk for, fordi den kan være politisk ukorrekt at nævne (fordi den jo i storbyen ikke så sjældent endda udføres af unge mænd med såkaldt anden etnisk baggrund) eller fordi den bare ikke passer ind i deres forestillinger om, at man som homo skal bo i København.