Spørgsmål til den snakkende klasse

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er jul, og julen bør om noget være fordragelighedens tid. Men fordrageligheden skal ikke forhindre de nødvendige og pinefulde samtaler om landets tilstand. Den snakkende klasse skylder en forklaring.

Syv årtier vil forvandle danskerne som folk og kultur, mere end mange tusinde års historie har magtet. I 1980 havde færre end 3 af hver 100 udenlandsk baggrund, i 2050 er det 15 af hver 100. Det er den største indvandring i vores historie; fra meget få med udenlandsk baggrund til knap hver sjette.

Er det et problem? Bortset fra, at det er sket på trods af befolkningens ønsker, så nej. Ikke hvis alle med fremmed baggrund gled lige så let ind i Danmark som de asiatiske eller europæiske indvandrere – eller de mange andre indvandrede, der vil Danmark noget godt. Men vi har fået parallelkulturer, ghettoer, kvindeundertrykkelse, vold, bander og utryghed ind i landet.

De stuerene og de ikkestuerene

Der er som bekendt aldrig holdt nogen folkeafstemning om indvandring. Tværtimod er der blevet råbt efter dem, der talte imod indvandring og import af uoverstigelige kulturforskelle. Sprogets mest sårende ord og endda retsvæsenet er brugt imod den del af befolkningen, som ikke vil forære landet bort til mennesker, der ikke vil være danske.

De ord og anklager stikker dybt og længe. De seneste årtiers debat har kløvet befolkningen i to: de stuerene og de ikkestuerene. At være imod indvandring, at ønske islam hen, hvor peberet gror, at stå fast på danske traditioner og værdier, at forlange grundloven overholdt regnes af den snakkende klasse for så dårlig smag, at de pæne mennesker kan nøjes med at ryste på hovedet i foragt for det store befolkningsflertal.

Skal samtalen genoptages, skal den gode vilje og de ærlige svar findes frem.

Årtiers folkelige modstand

Den snakkende klasse bliver nødt til at indrømme, at den tog fejl. At de smukke ord om multikultur og mangfoldighed viste sig at være illusioner, ikke visioner. Den snakkende klasse har importeret problemer, som vi aldrig slipper fri for igen, og som vore børn og børnebørn skal slås med. Den erkendelse bør vedgås ærligt og åbent; årtiers fejlagtige politik må og skal erkendes.

Der er også nogle paradokser, der fortjener at blive diskuteret.

Det er et paradoks, at indvandringen trods årtiers folkelig modstand stadig slår alle rekorder. Hvorfor får det lov at ske?

Det er et paradoks, at indvandringen ikke stoppede i 1973, da Folketinget vedtog et indvandringsstop. Hvem bærer ansvaret?

Det virkelige paradoks

Men det virkelige paradoks er, at man taler om menneskesyn i stedet for om kendsgerninger. Når man bringer demografiske kendsgerninger på banen, er svaret: Forkert menneskesyn.

Den snakkende klasse øger befolkningen med en sjettedel ikke-danskere, mange med en kultur, der ligger så langt fra vores egen som overhovedet muligt – og når den oprindelige befolkning protesterer, er det menneskesynet, der er noget galt med.

Den snakkende klasse skylder at se virkeligheden og fremtiden i øjnene. Men den tør ikke engang kigge ud i det Europa, som den ellers er så begejstret for: Ghettoer, opstande, vold, mord på kvinder og børn, der ikke makker ret, flygtningestrømme, no go-zoner, nye slumkvarterer og lovløshed vidner om den molekylære borgerkrig, som er det nye Europa. Og når de oprindelige befolkninger ikke længere vil finde sig i det, kaldes de for nationalistiske og fremmedfjendske islamofober.

Hvorfor skal folk belæres om menneskesyn, når de protesterer? Hvorfor er debatten om landene, deres befolkninger og deres fremtid blevet forbudt område? Vi gør os blinde for realiteterne, når vi ikke tør se dem i øjnene.

Tør man håbe på et ærligt svar fra nogle af dem, der førte os ud i uføret? Måske var I ikke klogere. Men er I blevet det?