Vi overser, at tre af fire ofre for selvmord er mænd

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den seneste opgørelse fra Center for Selvmordsforskning er opmuntrende læsning på en dyster baggrund. Selvmordsraten i Danmark er faldet over det seneste årti. Færre mennesker mister livet, og færre familier rammes af den ubærlige sorg, et selvmord efterlader.

Men midt i de positive nyheder gemmer sig en alvorlig udvikling, som vi risikerer at overse. I 2025 blev der registreret 503 selvmord blandt personer over 15 år i Danmark. 371 af dem var mænd. Tre af fire selvmordsofre er altså mænd.

Samtidig er den kønsmæssige ubalance steget. Kvinders selvmordsrate er faldet med 30 pct. siden 2015. For mænd er faldet kun 12 pct. Vi er heldigvis blevet bedre til at forebygge selvmord, men vi er lykkedes bedre blandt kvinder end blandt mænd.

Det burde afføde langt mere refleksion og debat, end det gør. Hvis tre af fire ofre tilhørte en anden gruppe i samfundet, ville vi spørge os selv, hvilke strukturer og mekanismer der lå bag. Vi ville efterspørge forskning, politisk handling og løsninger.

Når det handler om mænd, sker der ofte noget andet. Så bliver forklaringerne individuelle. Mænd burde blive bedre til at tale om deres følelser. De burde søge hjælp tidligere. De burde række mere ud. Tage sig sammen. Selvfølgelig har personlige valg betydning. Men når et problem rammer så skævt, som selvmord gør, er vi forpligtede til at undersøge, om der er større samfundsmæssige forhold på spil.

For selvmord er ikke det eneste område, hvor mænd er markant overrepræsenterede. Det gælder også hjemløshed, misbrug og en række andre alvorlige sociale problemer. Når det samme mønster går igen på tværs af så mange områder, giver det mindre mening at forklare det alene ud fra individuelle forhold.

For nylig beskrev ROCKWOOL Fondens forskningschef i et debatindlæg netop dette paradoks: Hvor vi har udviklet et relativt præcist sprog for strukturel ulighed, når det gælder kvinder, mangler vi ofte det samme, når det gælder mænd. Problemer som ensomhed, mistrivsel, frafald og selvmord behandles enkeltvis uden en fælles forståelsesramme, der forbinder dem.

Konsekvensen er, at mænds udfordringer ofte bliver betragtet som kulturelle eller personlige problemer snarere end som samfundsudfordringer. Men som forskningschefen skriver, hvis vi ikke anerkender, at mænds problemer også kan være strukturelle, risikerer vi at overse de mekanismer, der skaber dem.

Med andre ord handler det om, at vi skal lære at se mænds problemer på samme måde som kvinders: et samfundsproblem. Det fordrer, at vi ikke ser kvinders ligestilling som modsætning til mænds.

Vi er som samfund forpligtet til at undersøge, hvorfor så mange flere mænd end kvinder ender med at tage deres eget liv. Hvilken betydning har sociale normer, adgang til hjælp, uddannelse, arbejdsliv og relationer? Og hvordan udvikler vi indsatser, der i højere grad når de mænd, som i dag falder igennem?

Tallene fra Center for Selvmordsforskning viser, at det er muligt at styrke indsatsen for at forebygge selvmord, men også, at vi fortsat overser en af de største kønsmæssige uligheder i det danske samfund.