Han skal ud. Det kan kun gå for langsomt
Mine skattepenge skal ikke være med til at finansiere en mand som Mohamed Abdi Kahn.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg blev i den grad pikeret, da jeg læste JP’s artikel om den muslimske debattør Mohamed Abdi Kahn. Om hvorledes han har misbrugt det danske system, der er udarbejdet for at kunne hjælpe fordrevne flygtninge i nød. Hans misbrug af sin flygtningestatus ødelægger vores indstilling til et velmenende system. Eftersom han med kone og børn frivilligt forlod Danmark i 2022 med ca. 550.000 kr. i repatrieringsstøtte, kan han vel ikke mere opfylde betingelserne for at kalde sig en forfulgt flygtning? Udlændingestyrelsen kan vel ikke have besvær med at bede ham forlade Danmark uden at give ham de 3,5 mio. kr., han forlanger for frivilligt at forlade landet?
Hele hans ageren i denne sag bærer præg af at være udspekuleret og gennemtænkt. Han skal ud så hurtigt som muligt. Jeg ønsker ikke at være bidragyder til hans permanente ophold i Danmark.