Flere faglærte er sikkerhedspolitik
Milliarder til forsvar hjælper ikke meget, hvis der mangler elektrikere til installationerne, smede til produktionen, mekanikere til vedligeholdelsen og industriteknikere til de avancerede produktionslinjer.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det sidste, en russisk soldat skal se på slagmarken i Ukraine, er en drone, der er ”Made in Denmark”.
Men det kræver, at vi begynder at se faglærte som en strategisk ressource på linje med ammunition og materiel.
Der mangler dog en væsentlig erkendelse i debatten om oprustning: Moderne forsvar handler ikke kun om penge og materiel. Det handler også om mennesker og vores fælles kompetencer. For når fronterne står stille i Ukraine, er det vores produktionsapparat mod deres produktionsapparat.
Hvem kan fremstille flest droner, køretøjer, reservedele og våbensystemer? Hvem kan levere hurtigst og i den rette kvalitet? Hvis det er kapløb, vi skal vinde, så kræver det flere faglærte.
Danmark går fra en fredsøkonomi til en beredskabsøkonomi. I en fredsøkonomi er faglært arbejdskraft først og fremmest et spørgsmål om vækst og velfærd.
I en beredskabsøkonomi bliver faglært arbejdskraft en strategisk nødvendighed. Milliarder til forsvar hjælper ikke meget, hvis der mangler elektrikere til installationerne, smede til produktionen, mekanikere til vedligeholdelsen og industriteknikere til de avancerede produktionslinjer.
Derfor bør Danske Erhvervsskoler og Gymnasiers (DEG) nye analyse løbe forsvarspolitikere og militærfolk koldt ned ad ryggen.
Ifølge den er virkeligheden, at danske virksomheder allerede mangler faglærte. Omkring 42 pct. af alle rekrutteringsforsøg efter klejnsmede mislykkes. For mekanikere er tallet 39 pct., og for elektrikere 36 pct.
Det burde få alarmklokkerne til at ringe. Det er ikke kun et arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitisk problem. Det er også et problem for Danmarks beredskab og forsvarsevne.
Konsekvenserne er ikke kun teoretiske. Udfordringerne med at sikre tilstrækkelig dansk flådetilstedeværelse omkring Grønland illustrerer, hvor afgørende det er, at Forsvaret har både materiellet og de nødvendige kompetencer til at holde skibene operative.
Selv de mest avancerede fregatter er afhængige af dygtige mekanikere, elektrikere og andre faglærte.
Det understreger den afgørende pointe, at Danmarks forsvarsevne ikke afhænger kun af, hvor meget militært materiel vi køber, men også af, om vi har menneskerne til at holde det sejlende.
Vi har derfor netop nu en historisk mulighed for at slå to fluer med et smæk: både at løfte erhvervsuddannelserne og Forsvaret samtidigt. Forsvaret råder over milliardinvesteringer og kan tilbyde spændende lærepladser og karriereveje. Erhvervsskolerne har eleverne, værkstederne og den faglige stolthed. Her skal bygges en stærkere bro.
I sidste ende kan manglen på faglærte betyde, at der er nødvendige missioner og våbensystemer, som ikke kan prioriteres, fordi arbejdskraften simpelthen ikke er der. Det er i ingens interesse.
Hvis vi mener det alvorligt, når vi taler om at styrke Danmarks sikkerhed, skal vi ikke kun investere i kampfly, skibe og droner. Vi skal også investere i de unge mennesker, der skal bygge, vedligeholde og udvikle dem.
Ligesom man kunne sætte et lovkrav om et bestemt antal lærlinge i indkøb af nyt materiel, så man er sikker på, at der er teknisk knowhow og lærlinge nok i Forsvaret.
Forsvaret kan købe nye køretøjer, skibe og dronesystemer, men nogen skal holde dem operative.
Flere faglærte er ikke bare god uddannelsespolitik. Det er også blevet sikkerhedspolitik, hvis vi skal have droner, der er made in Denmark på vingerne. Og det skal vi.