Kære Abud, dit idealsamfund er min dødsdom

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Du må tro på din Gud. Du må mene, at jeg lever forkert. Du må sågar synes, at jeg ender i helvede. Men du skal ikke have magten til at gøre mit liv til et helvede her på Jorden.

Jeg sad som mange andre helt ude på sofakanten, da andet afsnit af TV 2’s ”Højskolen” løb over skærmen. Det var fyldt med drama, men jeg sad tilbage med spørgsmål. Ikke mindst om, hvad Abud Mustafa egentlig mente om homoseksualitet.

Når han efterfølgende ifølge B.T. beskriver et idealsamfund med dødsstraf for homoseksualitet, er det svært for mig bare at læne mig tilbage igen.

For det er jo mig, vi taler om. Mit liv. Min frihed til at forelske mig i et andet voksent menneske og være sammen med den, jeg elsker.

Det kan måske lyde som en teoretisk diskussion, når man taler om religiøse idealer. Men prøv lige at være den, der skal dø i en andens idealsamfund.

Jeg forventer ikke, at Abud går forrest til Copenhagen Pride. Jeg kræver hverken hans begejstring eller hans velsignelse. Han behøver ikke synes, at mit kærlighedsliv er fantastisk. Et frit samfund skal kunne rumme religiøse konservative og holdninger, jeg finder frastødende.

Men det skal altså også kunne rumme mig.

Jeg skal ikke først overbevise Abud om, at min seksualitet er moralsk acceptabel, før jeg har ret til at leve frit. Jeg skal ikke bede om lov til at elske.

Som liberal forsvarer jeg hans religionsfrihed. Han skal kunne tro, bede og følge religiøse leveregler, jeg ikke selv ville vælge. Men retten til at følge sin tro giver ham ikke ret til at gøre mig til undersåt under den.

Hvis din religion forbyder dig at være sammen med en af samme køn, så lad være. Det er dit valg. Hvis du mener, at jeg skal straffes for det, kræver du magt over mit liv.

Dér går grænsen.

Der er forskel på at beskrive et religiøst ideal og at foreslå dødsstraf indført i Danmark. Den forskel skal vi være præcise om. Men ordet »idealsamfund« gør ikke indholdet harmløst. Hvorfor er det et ideal, at mennesker som mig skal kunne henrettes? Hvad er det ved, at jeg elsker et andet menneske, der gør, at jeg skal miste livet?

Det synes jeg faktisk, Abud skylder et svar på. At henvise til islam besvarer det ikke. Det forklarer ikke, hvorfor min død skulle gøre et samfund bedre.

For mig er frihed også noget helt hverdagsagtigt. At kunne holde den, jeg elsker, i hånden. At kunne fortælle om mit liv uden først at overveje, om jeg skal skjule en del af det. At kunne være glad for min kærlighed i stedet for at være bange for, hvad andre vil gøre ved mig på grund af den.

Vi skal kunne tale åbent om homofobi i muslimske miljøer. Og vi skal gøre det præcist: at finde homoseksualitet moralsk forkert er ikke det samme som at ønske homoseksuelle straffet. Retten til at have en fordømmende holdning er også en del af friheden.

Men når fordømmelsen bliver til et ideal om dødsstraf, skal svaret være klart. Hensynet til religiøse følelser må aldrig veje tungere end homoseksuelles ret til at leve.

Mit idealsamfund kræver ikke, at Abud holder op med at være muslim. Det kræver, at loven beskytter os begge mod vold og tvang. At han kan gå til bøn, og at jeg kan elske den, jeg elsker.

Så kære Abud: Jeg forsvarer din ret til at tro, også når du bruger den til at fordømme mig. Jeg forventer, at du anerkender min ret til at leve frit, også når du mener, at jeg lever forkert.

Du må tro, at jeg ender i helvede. Her på Jorden vil jeg have lov til at leve.