Hvem ejer retten til et ansigt. Og hvem bestemmer, hvad vi må skabe med ai?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Kulturminister Zenia Stampe har fremsat et lovforslag, der skal beskytte mennesker mod digitale efterligninger. Formålet er forståeligt. Ingen bør kunne misbruge andres identitet til svindel, chikane eller manipulation.

Men hvor går grænsen mellem misbrug, satire, kunst og kreativitet? Og hvem bestemmer, hvad vi må skabe med kunstig intelligens?

Debatten handler ofte om berømtheder. Men hvad vil det sige at være kendt? I hele Danmark? I Kolding? Eller blot i den landsby, hvor man har boet hele sit liv?

Retten til beskyttelse bør ikke afhænge af antallet af følgere på Instagram. Lovforslaget søger da også at beskytte alle. Men grænserne for digitale fremstillinger er stadig uklare.

Forestil dig, at jeg med ai skaber et realistisk billede af Marilyn Monroe på en café i København i 2026. Hun døde i 1962. Billedet er fiktion. Men bør det være ulovligt at offentliggøre?

Hvad med Elvis Presley, Albert Einstein eller H.C. Andersen? Og min bedstefar? Må jeg skabe et billede, hvor han sidder med oldebørn, han aldrig nåede at møde?

Lovforslaget lægger op til beskyttelse i 50 år efter dødsåret. Men hvorfor 50 år? Hvis en fremstilling er krænkende efter 49 år, bliver den så acceptabel efter 51? Bør reglerne være ens for en verdensberømt skuespiller og min bedstefar? De efterladtes følelser fortjener respekt. Men hvem bestemmer, hvis familien er uenig om et billede?

Vi bør skelne mellem at skabe et billede og at misbruge det. En falsk video, hvor en politiker siger noget, vedkommende aldrig har sagt, kan være dybt skadelig. Det samme gælder identitetstyveri, svindel og seksuelt krænkende manipulation.

Men hvem skader jeg ved at fremstille en skuespiller som astronaut på Mars? Og er en statsminister som middelalderkonge satire eller ulovlig manipulation? Lovforslaget undtager blandt andet satire, parodi og samfundskritik. Det er positivt. Men hvem afgør i praksis, hvad der er satire, og hvad der er en krænkelse?

Grænsen kan være vanskelig, selv med de bedste intentioner.

Ai kender ingen landegrænser. Et billede kan skabes i USA, offentliggøres fra Thailand og deles tusindvis af gange i Danmark.

Hvem har ansvaret? Skaberen? Teknologivirksomheden? Eller platformen, hvor billedet deles? Og hvem afgør, om noget er humor, kunst, krænkelse eller vildledning? En domstol? En embedsmand? Eller Facebooks algoritme?

Uklare regler kan få platforme til at fjerne lovligt indhold for at undgå problemer. Så risikerer beskyttelse mod misbrug at begrænse ytringsfriheden.

Jeg er ikke imod regulering. Der skal være klare regler mod identitetstyveri, svindel, seksuelle krænkelser og bevidst vildledning. Men reglerne skal være præcise og proportionale.

Vi må skelne mellem privat og offentlig anvendelse, fiktion og bedrag, satire og chikane. Lovforslaget retter sig navnlig mod offentlig tilgængeliggørelse af virkelighedsnære efterligninger. Derfor skal almindelige mennesker kunne forstå grænserne.

Inden politikerne vedtager loven, skylder de os svar: Hvorfor netop 50 år? Hvordan sikres kreativitet og satire? Og hvordan håndhæves reglerne på tværs af landegrænser?

Debatten handler ikke om retten til at misbruge andre. Den handler om noget mere grundlæggende: Hvem skal i sidste ende bestemme, hvad vi må forestille os, skabe og dele?