Work-life-balance handler ikke kun om life

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der er pres på i hverdagen. Er man en familie med små børn og fuldtidsjob, er der ekstra pres på. Selv om danskerne ifølge de nyeste tal fra EU-agenturet Eurofound scorer højest blandt alle EU-landene, når det gælder om at få arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen, så har vi ifølge regeringen stadig et ufleksibelt arbejdsmarked med plads til forbedringer. Som en mulig forbedring nævnes ret til deltidsarbejde med statsstøtte.

Jeg sidder selv med et ben i begge lejre. Jeg har familie og små børn. Samtidig er jeg også virksomhedsejer og leder for en række medarbejdere. Så jeg ved, hvor svært det kan være at få enderne til at mødes i familie-institution-skole-regi. Samtidig sidder jeg også som leder med ansvaret for, at deadlines overholdes, kunderne er tilfredse, opgaverne bliver løst bedst og mest effektivt, og sidst, men ikke mindst, at alle medarbejdere føler sig set, hørt og ensartet behandlet.

Man har talt om work-life-balance siden midten af 1800-tallet, og begrebet dækkede oprindelig over, at alle skulle have mulighed for otte timers arbejde, otte timers fritid og otte timers hvile. Temmelig gammeldags, må man sige.

Heldigvis har nutidens arbejdsmarked bevæget sig et godt stykke videre med mulighed for hjemmearbejde, fleksible arbejdstider og så videre, der kan bidrage til at skabe de bedste rammer for medarbejderne, hvilket også kan ses af Danmarks score i Eurofound-undersøgelsen. Derfor bliver jeg temmelig overrasket over, at arbejdsgiverne endnu en gang skal være den part, der bliver kaldt ufleksibel, og som skal tilpasse sig medarbejderne.

Efter en årrække med små årgange og kamp om medarbejderne er jobmarkedet blevet arbejdstagernes marked. Det betyder, at work-life-balance med tiden er kommet til at handle mere om life og ikke så meget om work.

Der er opstået en tendens, hvor en arbejdsplads opfattes som dårlig, hvis der stilles krav til de ansatte om faste arbejdstider, fysisk fremmøde på kontoret og så videre. Men arbejdspladsen er et sted, hvor arbejdet skal kunne fungere. Det kan det ikke, hvis møder konstant skal flyttes, kunder ikke kan få fat i medarbejdere, og kolleger ikke ser hinanden. Arbejdet fungerer ikke, når vi ikke føler en forpligtelse og en respekt for work-delen i work-life-balance.

I dag ser vi alle os selv som toppen af fødekæden med krav på service, frihed og fleksibilitet – der ofte kun går den ene vej. Måske skulle vi i stedet prøve at kigge mere udad end indad og spørge os selv, hvordan vi bedst får tingene til at glide for hinanden. Livskvalitet og en god balance mellem fritid og arbejde er vigtigt. Men det er mindst lige så vigtigt, at vi har et arbejde.