Vil regeringen redde landdistrikterne, så begynd med arbejdspladserne
Vi har brug for rammer, man kan regne med, og muligheder for at afsætte vores produkter. Vi er hårdt spændt for allerede nu.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg tror faktisk, at regeringen vil landdistrikterne det godt.
Derfor lyttede jeg også med interesse, da Mette Frederiksen gjorde livet uden for de store byer til et af temaerne i sin åbningstale.
Hun begyndte i Aarestrup i Rebild Kommune, hvor lokale ildsjæle efter otte års arbejde har fået en ny multihal. Og regeringen vil nu gøre det lettere at få lokale projekter videre, når regler og myndigheder spænder ben.
Det er godt. Statsministeren har ret i, at regler ikke skal stå unødigt i vejen for nye lokale arbejdspladser og initiativer. Det vil de færreste være uenige i. Men så melder spørgsmålet sig: Gælder det samme princip også de virksomheder og arbejdspladser, der allerede er der?
Landdistrikterne er ikke et projekt, vi skal skabe liv i. De er nogens hverdag. Nye boliger, energiprojekter, virksomheder, foreningsliv og ja, også en sauna, kan hver især bidrage. Men livet er der allerede. Spørgsmålet er, om de mennesker og arbejdspladser, der bærer det, får mulighed for at blive.
Tag Aarestrup Sogn, som statsministeren selv fremhævede. Her viser tal fra Danmarks Statistik, at 31 af 75 private arbejdspladser ligger i landbrugskomplekset. Det siger faktisk noget om, hvad der holder en lille by i gang.
Og Aarestrup står ikke alene. Landbruget og de tæt knyttede fødevareerhverv står for omkring hver sjette private arbejdsplads i landdistrikterne. Det er 56.683 arbejdspladser.
Det bør også kunne ses i politikken. Det ville være et mærkeligt paradoks, hvis staten gør det lettere at skabe nye arbejdspladser i landdistrikterne, men samtidig gør det sværere for de eksisterende at blive.
Hvis regeringen vil styrke landdistrikterne, handler det ikke kun om at hjælpe nye initiativer i gang. De virksomheder, der allerede ligger der, skal også have rammer, de kan forstå, planlægge og investere efter.
Landbruget er nemlig ikke kun en fødevareproducent. Det er også en arbejdsplads, kunder hos lokale håndværkere, lærepladser og familier, der er en del af lokalsamfundet i skolen.
Statsministeren sagde selv om landmændene i sin åbningstale: »Vi kan slet ikke undvære jer.«
Som formand for Familielandbruget håber jeg på, at netop det udsagn dækker over en lyst til at holde hånden under de landbrug, som netop er kendetegnet ved udvikling og tradition i skøn forening. Familielandbrugets medlemmer er mindre landbrug, som på den ene side hurtigt kan omstille sig til nye vilkår, men også er sårbare over for politisk zigzagkurs.
Vi har brug for rammer, man kan regne med, og muligheder for at afsætte vores produkter. Vi er hårdt spændt for allerede nu.
Lige nu står vi midt i en historisk stor omlægning af Danmarks arealer. Samtidig skal landmænd forholde sig til ny kvælstofregulering, kommende sprøjteforbud og nye rammer, der har direkte betydning for, hvad der kan dyrkes, investeres i og gives videre til næste generation. Konsekvenserne af de regler stopper altså ikke ved markskellet.
Det er den opmærksomhed på virkeligheden, jeg savner fra regeringen. Ingen kan leve af skåltaler eller politiske løfter. Der er brug for at give landdistrikterne handlerum. Så Mette: Lad os sætte os ned og tale om, hvordan vi skaber en forandring, der både tilgodeser de nye muligheder på landet og ikke mindst understøtter den aktivitet, som allerede findes. For der er dejligt på landet. Vi, der bor her, er stolte af vores egn.