Den usynlige hånd har fået kappet fingrene

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

”Hvor mange kapitalister kræver det at skifte en elpære?”

Det lyder som starten på en dårlig joke – og det er det også. Men ikke kun her griner vi ad markedskræfterne. Danske politikere tager pis på det frie marked hver eneste dag.

Det er blevet dyrere at leve for danskerne. Fødevarepriserne og brændstofpriserne er steget. Og det er ikke gået politikerne næsen forbi.

Der står i regeringsgrundlaget, at man vil sænke momsen på mad, og nu vil blandt andet Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne også sænke afgiften på brændstof.

Selvom forslagene kommer fra et sympatisk sted, nemlig at hjælpe trængte danskere, så tager de forslag røven på det system, som har skabt al den velfærd og den tårnhøje levestandard, som vi alle har – nemlig det frie marked.

Man kan ikke få alt her i verden. Hver gang du vælger at tage på arbejde, bruger du tid på det, som du kunne have brugt med din familie. Hver gang du køber noget, vælger du alt andet fra, som du nu ikke kan bruge de penge på mere.

Dine penge er knappe, så medmindre du har fundet den store guldkrukke for enden af regnbuen, vil det ikke længere kun være din diætist, som fortæller dig, at du måske ikke længere skal skovle oksekød ind til morgen, middag og aften, men også din pengepung, hvis fødevarepriserne stiger.

Du skal måske købe den tarvelige Harboe Cola i stedet for Coca-Cola. Spise flere kartofler og mindre oksekød eller helt erstatte oksekødet med det billigere grisekød. Men at fødevarepriserne er steget, er et signal fra markedet om, at der er sket noget i den store verden, der har slået priserne ud af kurs.

Du behøver ikke vide hvorfor, eller hvor der er sket noget. Om det er stigende energipriser, der gør det dyrere at fragte varer rundt og opbevare dem, eller om det er en dårlig høst, som gør det dyrere at fodre køerne, som derfor er dyrere i disken.

Det eneste, du skal vide, er, at der er sket noget, og du nu skal handle anderledes for at få din egen og den store økonomi i balance igen.

Men ikke nok med at nedsætte momsen på mad, nu er brændstofpriserne næste skud på stammen. Og på præcis samme måde som med fødevarerne går man her ind og skygger for de røde, buldrende signallygter. Der er knaphed på olie i verden, og det er derfor, priserne er steget.

Hvis vi sænker afgifterne på brændstof, vil man øge efterspørgslen efter det i en situation, hvor der ikke er nok i forvejen. Det er, hvad signalet prøver at fortælle os: Der er ikke nok, så brug mindre, eller prioritér anderledes.

Det sætter systemet i ubalance, når man bare slukker for advarselslygten, fordi det er træls, at den blinker – men det, den prøver at sige, er ret vigtigt.

Går staten ind og ændrer i momssatsen, som vi skal huske udelukkende er der for at indbringe penge til staten, ikke for at politikerne kan skrue op og ned, når deres mavefornemmelse siger, at en vare er for dyr, så slukker de det her signalsystem, som ellers buldrede på fulde skrue, for at få den store, roterende bold, vi kalder økonomien, tilbage på kurs igen, når den er på afveje.

Og ligesom den blinkende motorlampe i bilen kan være irriterende i momentet, kan det, den prøver at sige, være ret så vigtigt.

Apropos al den snak om lys og lamper må jeg hellere fortælle min joke færdig.

Svaret er: ingen. De venter bare på, at den usynlige hånd gør det for dem. Hvis ikke Folketinget har kappet den af inden.