Elever med indvandrerbaggrund svigtes af vores berøringsangst
Hvis vi kræver mindre af forældrene til børn med indvandrerbaggrund og forventer mindre af barnet, risikerer vi at svigte de børn, vi forsøger at tage hensyn til.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Min søsters dansklærer kom engang hjem til os. Min søster og jeg er børn af tamilske flygtninge, og læreren ville gerne lære vores familie og den hverdag, min søster kom fra, bedre at kende.
Hun spurgte ind til, hvordan vi boede, hvilket sprog der blev talt derhjemme, og hvordan vi gjorde med lektierne.
Da jeg gik i 7. klasse, kom den lokale præst hjem til mine forældre for at fortælle, at jeg sagtens kunne deltage i konfirmationsforberedelsen, selvom jeg er hindu.
De blandede sig med andre ord. De spurgte ind til vores familie, forklarede det, mine forældre ikke nødvendigvis kendte til, og havde en klar forventning om, at vi skulle være en del af skolen og fællesskabet omkring os.
Det har haft stor betydning for mit tilhørsforhold til skolen og min lyst til at lære.
Når jeg ser de nedslående Pisa-tal for elever med indvandrerbaggrund, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om vi i dag er blevet for bange for netop at blande os.
Den nye Pisa-undersøgelse viser, at 46-48 pct. af eleverne med indvandrerbaggrund er lavt præsterende på tværs af matematik, naturfag og læsning. Blandt elever uden indvandrerbaggrund gælder det ca. 20-24 pct.
Der er mange forklaringer på det faglige gab. Vive peger bl.a. på forskelle i forældrenes uddannelse og indkomst.
Men jeg mener også, at vi er nødt til at se på os selv og den berøringsangst, der står i vejen for, at vi giver børn med indvandrerbaggrund den støtte og stiller de faglige krav, de har brug for.
Vi er så optagede af ikke at generalisere, støde nogen eller blande os i en kultur, vi ikke kender, at vores hensyn risikerer at ende som passivitet.
Hvis et barn med indvandrerbaggrund ikke deltager i klassefester eller fødselsdage, kan det føles hensynsfuldt ikke at spørge hvorfor.
Det samme gælder, når forældrene sjældent deltager i forældremøder. Og når et barn kæmper fagligt, socialt eller med sproget, kan det være nærliggende at sænke forventningerne.
Men hvis det betyder, at vi kræver mindre af forældrene til børn med indvandrerbaggrund, spørger mindre ind og forventer mindre af barnet, risikerer vi at svigte de børn, vi forsøger at tage hensyn til.
Det betyder ikke, at alle familier med indvandrerbaggrund skal mødes ens. Tværtimod. Nogle familier har brug for, at skolen bruger flere kræfter på at forklare, hvad der forventes af dem og deres barn.
Nogle børn har brug for ekstra lektiehjælp, fordi de ikke kan få den hjemme. Andre har brug for voksne, der tør spørge ind og tage svære emner op med forældrene.
Og nej, ansvaret ligger selvfølgelig ikke kun hos skolen. Forældrene til børn med indvandrerbaggrund har også et stort ansvar for at involvere sig i deres børns skolegang, bakke op om skolearbejdet og tage del i det fællesskab, deres børn er en del af.
Det ansvar skal italesættes endnu tydeligere. Samtidig har vi som samfund et ansvar for at spørge os selv, om det, vi gør i dag, er godt nok, når denne gruppe af elever år efter år sakker fagligt bagud.
Det kræver ressourcer, men først og fremmest kræver det, at vi slipper berøringsangsten og interesserer os for det enkelte barns forudsætninger.
Skaber vi et stærkere tilhørsforhold, skaber vi også bedre grobund for trivsel og præstationer i skolen.