Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Vælgerne kan tage fejl

Fornuftige partiledere verden over skal tage sig sammen og advare vælgerne mod at falde for despoter.

Søren HansenSølvsmed, tidligere mf'er, Mørke

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Partier, der går tilbage, siger: »Vi vil lytte.«

Ja, det er godt at lytte, men det er ikke alt. Partier skal også vide og være glade for deres grundlag, deres udgangspunkt. Det kunne jo være, at det var vælgerne, der tog fejl.

Det er der mange eksempler på. De amerikanske vælgere tog fejl, da mere end halvdelen stemte på Trump. De var allerede advaret. I Spanien og Italien tog de fejl, og ikke mindst i Tyskland i 30’erne tog de i den grad fejl. Vi så, hvad der kom ud af nazisterne. Millioner og atter millioner af mennesker blev dræbt.

Vælgerne bøjede nakken. Hitler og hans foresatte jublede. De tog i den grad fejl, vælgerne og magthaverne.

Jeg siger ikke, at det vil gå sådan med Alternative für Deutschland, AfD, Sverigedemokraterne og Dansk Folkeparti, men risikoen er absolut til stede. Derfor burde alle partier gå sammen og advare vælgerne. Lytte og advare.

I Danmark bør alle partiledere minus Dansk Folkeparti få vælgerne til at forstå, hvad vi alle er oppe imod. Jeg siger ikke, at det vil gå forfærdeligt, men risikoen er der.

Se til Putin i Rusland. Han indespærrer og afliver sine politiske modstandere. Det sker nu, i vores tid, i et land med stolte, humanistiske traditioner, med litteratur og musik af højeste kvalitet. Alligevel kan Putin og hans folk gøre, som det passer dem, og de gør det.

Her er det, danske politikere, senere tyske og alle europæiske ledere burde skrive og fortælle:

Kære vælgere – og vi mener: kære. Vi partiledere er uenige om mangt og meget, sådan er det, og sådan bør det være. Men nogle ting er vi enige om.

Vi vil passe på vores demokrati, og vi vil advare mod en gentagelse af fortidens syndere. De fleste kom fra højre, ja, og så var der Stalin. Pas på det yderste højre. Pas på. Det kan gå galt. Helt galt. Det er på vej rundt i vores verden nu i dag. Det kan også ske her hos os. Derfor denne advarsel.

I kan sikkert formulere dette enklere, mere kraftfuldt og stærkt. Men I bør tage hinanden i hånden og advare.