Det er gratis at vente på en bus, der aldrig kommer

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hun står alene ved stoppestedet klokken kvart i syv. Bussen skulle være kørt for 10 minutter siden. Den kommer ikke. Det gør den sjældent. Så hun ringer til sin mor for at låne bilen.

Det er ikke bussen, der har svigtet hende. Det har årtiers politiske beslutninger, der aldrig regnede hende for noget værd at køre efter. Og det er den virkelighed, regeringen overser, når den lige nu fejrer sig selv for gratis offentlig transport.

Lad mig sige det ligeud: Det er en god idé. Prisen betyder noget. Ingen ung skal vælge mellem en billet og resten af måneden, og transport må aldrig være et privilegium for dem med penge nok.

Men jeg har et spørgsmål, ingen minister stiller på pressemødet: Hvad er en gratis billet værd, hvis bussen slet ikke kommer?

For sagen er, at frihed ikke kun handler om, hvad noget koster. Frihed er, at dit postnummer ikke bestemmer, hvor stort dit liv kan blive. At du kan bo på landet og stadig sige ja til jobbet, uddannelsen, fødselsdagen eller kærligheden i den anden ende af landet – uden at det kræver en bil, du måske ikke har råd til eller mulighed for at køre i.

Gør man billetten gratis uden at røre ved ruter og afgange, giver man mennesker på landet nul kroner for en tjeneste, der reelt ikke findes. Det er ikke frihed. Det er symbolpolitik, der ser flot ud i en pressemeddelelse, mens pendleren på Lolland, den ældre borger i Vestjylland og den unge i Nordjylland stadig kun har valget mellem at eje en bil eller blive efterladt alene i stikken.

Det her handler om mere end busser. Det handler om, hvilket Danmark vi vil være. Et land, hvor ens fremtid ikke afhænger af, hvor man er født. Hvor byen og landet ikke lever to forskellige liv med to forskellige grader af frihed. For et samfund, der kun fungerer i sine storbyer, er ikke et helt samfund – det er et samfund, der har opgivet en del af sig selv.

Derfor skal den grønne omstilling ikke gøre mennesker mindre mobile for at gøre Danmark grønnere. Den skal gøre folk friere. Det er ikke frihed, hvis man skal eje en bil for at kunne leve sit liv.

Og det er ikke frihed, hvis omstillingen fungerer fantastisk ét sted i landet, mens den efterlader et andet sted i stikken. Kollektiv transport skal derfor både være til at betale og til at stole på – for en bus, man ikke kan regne med, er ikke noget gratis gode. Det er et løfte, samfundet ikke holder.

Den grønne omstilling skal ikke tage frihed fra mennesker. Den skal frigøre os fra at være afhængige af bilen – i hele landet, ikke kun der, hvor politikerne selv bor og stemmer. Og det er sådan, vi holder Danmark sammen: ikke ved at give alle det samme, men ved at give alle muligheden for at komme videre.

Også hende, der stod alene ved stoppestedet klokken kvart i syv, og som fortjener et land, hvor bussen rent faktisk kommer.