Regeringens reaktion på Pisa-undersøgelsen er et generationssvigt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Milliarder af velfærdskroner køber ikke automatisk klogere børn. Statens uddannelsesmonopol på folkeskolerne gør den unge generation dummere.

Det viser den netop fremlagte historisk dårlige Pisa-undersøgelse, hvor det fremgår, at danske skoleelever er dårligere til læsning, matematik og naturfag, end de nogensinde har været, siden undersøgelserne startede.

Løsningen er hverken flere folkeskolereformer, der alene fungerer som symbolpolitiske lappeløsninger, flere milliarder til et skolesystem, der tydeligvis ikke virker, og heller ikke en afskaffelse af Aula og skærme, som regeringspartierne slår på tromme for.

Helt modsat alt, der rimer på det offentlige, bør vi derimod stræbe efter det bedste. Det bedste er en skole, hvor rammerne sættes nedefra, ikke fra et ministerium eller en kommunal forvaltning, der aldrig har stået foran en klasse med 24 forskelligartede børn.

Den enkelte lærer ved bedst, hvad der fungerer i praksis. Lærerne ved langt bedre, hvad der virker, end en læreplan skrevet af en embedsmand, og bedre, end de hurtige løsninger fra politikere, der vil genvælges til næste valg. Vi bør lade lærernes faglighed blomstre sig ud af statens middelmådighed og kassetænkning.

Folkeskolen hungrer efter en frisættelse, der reelt sikrer læring og ikke blot slavisk fiksering på gennemtvungne, bindende læringsmål og standardiserede læringsplaner, der fordrer middelmådighed.

Tænk, hvis vi turde stole på fagligheden i stedet for at kontrollere den ihjel. Tænk, hvis en lærer kunne bruge sin erfaring til at tilpasse undervisningen til den konkrete klasse i stedet for at krydse af på en tjekliste udformet af nogen, der aldrig møder eleverne.

Når det bliver gjort til et spørgsmål om skærme og om Aula, viser det politikernes berøringsangst. Skærmen er kun symptomet. Det er nemt at erklære krig mod skærmen og påstå, at man værner om eleverne. Faktum er, at politikerne ikke løfter deres ansvar, når de ikke tør anerkende problemets egentlige kerne, men blot får fedtet populistisk symbolpolitik ind som løsningen på et generationelt problem.

Denne faglige nedtur hænger ikke kun sammen med læreplaner. Den hænger også sammen med, hvad vi har prioriteret som skolens formål. Det reelle problem er, at vi har opdraget en generation til at tro, at verden roterer om deres følelser, i stedet for at lære dem at rette blikket mod fællesskabet og pligten.

Vi har gjort trivsel til et mål i sig selv frem for en forudsætning for læring, og resultatet er unge, der bliver mere skrøbelige, jo mere vi forsøger at skåne dem. Det må gerne være svært at være ung.

Det er sundt at blive udfordret, at fejle, at møde modstand og lære at stå den igennem. En skole, der frigøres fra statens ensretning og igen tør stille både faglige og menneskelige krav, er ikke en hårdere skole. Det er en skole, der endelig tager sine elever alvorligt.