Brugen af ai er et pragteksempel på skolens problem

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Som 18-årig gymnasieelev kan jeg nævne få, hvis overhovedet nogen i min omgangskreds, der ikke har stiftet bekendtskab med ai.

Det er ikke unormalt at bruge det; det er nærmest mere unormalt ikke at gøre det. Og det ved skolerne godt.

Ai er blevet en inkorporeret del af det at gå i skole, og den udvikling går ikke den anden vej. Chatbots og kunstig intelligens udvikler sig konstant, bliver klogere og sværere at gennemskue. Det kan man i sig selv kalde et problem. Men jeg mener, at brugen af ai i skolerne tydeligt afslører noget, der for længst er blevet et centralt problem i hele uddannelsessystemet.

Vi jagter karakterer, lige fra vi begynder at få dem i 8. klasse. Højere og højere, bedre og bedre. Jeg er selv fortaler for, at man altid skal levere sit bedste, men når man kan levere markant bedre med ai, hvorfor så ikke gøre det?

Den tanke vil jeg vædde med, at størstedelen af danske skoleelever og studerende deler, og det mener jeg faktisk ikke, der er noget galt med i sig selv.

Det interessante er snarere, hvorfor vi gør det, og hvad der ligger bag. Jeg tror, det bunder i et af uddannelsessystemets grundlæggende problemer: karakterer. Hvorfor vurderer vi stadig et menneskes værd ud fra et tal? Netop det spørgsmål tror jeg er en central bevæggrund for, hvorfor danske elever bruger ai i så stor stil.

Vi jagter karakterer frem for reelt at have en intention om at lære noget, fordi den måde, vi lærer på, ikke føles god nok, i hvert fald ikke set fra vores eget perspektiv. Og netop karakterer er med til at få unge elever til at føle sig utilstrækkelige i stedet for at føle sig motiverede.

Forstå mig ret: Jeg har også fag og eksamener, som jeg ikke altid går lige meget op i, og det, at vi har redskaber, som kan hjælpe os igennem det, vi ikke gider, er både godt og skidt. Godt, fordi det letter presset i en hverdag, hvor karakterer allerede fylder for meget. Skidt, fordi det samtidig underminerer selve formålet med at gå i skole: at lære noget, man kan bruge, i stedet for blot at optimere et tal på et papir.

Det er let at pege fingre ad eleverne og kalde det snyd. Men problemet ligger dybere end det. Så længe systemet belønner resultatet frem for processen, vil eleverne helt rationelt finde de mest effektive veje til resultatet.

Ai er blot det nyeste og mest effektive redskab i den værktøjskasse. Løsningen er derfor ikke flere kontrolforanstaltninger eller strengere eksamensregler; det er en grundlæggende samtale om, hvad skolen egentlig skal måle og hvorfor.