Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Jeg vil ikke ofre køernes velfærd for klimamål

Det obligatoriske krav om anvendelse af Bovaer skal sættes på pause, indtil der er et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at vurdere stoffets konsekvenser for køernes sundhed og velfærd.

Cecilie Liv HansenMF, medlem af Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg, (ufp)

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Når staten pålægger danske landmænd at give deres køer et bestemt fodertilsætningsstof, må det være et grundlæggende krav, at vi ved, hvad det gør ved dyrene. Alligevel står vi i en situation, hvor brugen af Bovaer er gjort obligatorisk i en del af landbruget, samtidig med at der fortsat undersøges, om stoffet kan have negative konsekvenser for køernes sundhed. Det er den forkerte rækkefølge, og derfor vil jeg have stoppet den tvungne brug af Bovaer, indtil vi har et tilstrækkeligt sikkert fagligt grundlag for at konkludere, at stoffet ikke skader dyrene.

Bovaer er indført som et middel til at reducere køernes udledning af metan og dermed bidrage til landbrugets klimaindsats. Dansk landbrug skal bidrage til den grønne omstilling, men klimamål kan ikke stå over hensynet til dyrenes velfærd. Når politiske beslutninger direkte påvirker levende dyr, har vi som politikere et særligt ansvar for at sikre, at de løsninger, vi vælger, er forsvarlige.

En undersøgelse fra Aarhus Universitet har vist, at mange af de deltagende besætninger har oplevet problemer efter indførelsen af Bovaer. Det er ikke det samme, som at undersøgelsen dokumenterer en årsagssammenhæng, og Fødevarestyrelsen har understreget, at der endnu ikke kan fastslås en videnskabelig sammenhæng mellem Bovaer og de observerede problemer. Samtidig har EU-Kommissionen bedt EFSA om en ny vurdering af Bovaers sikkerhed for dyr, og den vurdering ventes først den 30. november.

Det bør føre til større forsigtighed, og derfor har jeg stillet et beslutningsforslag i Folketinget om at stoppe den tvungne brug af Bovaer, indtil vi har et tilstrækkeligt sikkert fagligt grundlag for at konkludere, at stoffet ikke skader dyrene.

Den grønne omstilling må aldrig blive et fripas til at tilsidesætte dyrevelfærden. Folketinget bør sende et klart signal til regeringen: Det obligatoriske krav om anvendelse af Bovaer skal sættes på pause, indtil EFSA har afsluttet sin nye vurdering, og den øvrige forskning har givet os et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at vurdere stoffets konsekvenser for køernes sundhed og velfærd.

Jeg har spurgt ministeren for natur og dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen, hvordan regeringen forholder sig til situationen. I sit svar henviser ministeren til, at det er landmandens ansvar at sikre dyrenes velfærd, og at landmanden kan undtage køer fra Bovaer, hvis dyrene udviser symptomer.

Det svar er ikke godt nok. Hvis staten pålægger landmanden at anvende et bestemt fodertilsætningsstof, kan staten ikke samtidig nøjes med at henvise til landmandens ansvar, hvis der opstår problemer. Det politiske ansvar forsvinder ikke, fordi den praktiske anvendelse foregår på den enkelte bedrift. Tværtimod må det være statens ansvar at sikre, at et stof, som staten kræver anvendt, er tilstrækkeligt undersøgt og dokumenteret sikkert for de dyr, der skal have det.