Land efter land siger nej til EU. Bruxelles har brug for selvindsigt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I sidste uge sagde islændingene nej til at genoptage forhandlingerne om EU-medlemskab. Et lille land med knap 400.000 indbyggere valgte altså at holde fast i sin egen vej frem for at søge længere ind i EU-systemet.

Det burde få Bruxelles til at stoppe op. For islændingene sagde ikke nej til Europa. De sagde nej til mere EU.

Det samme billede mødte jeg i sidste uge, da jeg havde fornøjelsen af at mødes med Grønlands udenrigsminister, Múte B. Egede. Han blev spurgt, om han kunne forestille sig et fremtidigt grønlandsk EU-medlemskab.

Svaret var klart: nej. Ikke fordi Grønland ikke ønsker et tæt samarbejde med Europa. Tværtimod. Men fordi EU opleves som for bureaukratisk, for dyrt og for centraliseret.

Og så er der Moldova. Da moldoverne i 2024 stemte om landets fremtidige tilknytning til EU, blev resultatet hurtigt fejret af Ursula von der Leyen, Mette Frederiksen og resten af EU-eliten som endnu et bevis på EU’s enorme tiltrækningskraft.

Men ser man nærmere på tallene, bliver billedet mindre rosenrødt. 50,35 pct. stemte ja. 49,65 pct. stemte nej. Blandt de mennesker, der faktisk bor i Moldova, var resultatet dog anderledes: 54,62 pct. stemte nej.

Det samlede ja blev sikret af moldovere bosat i udlandet, hvor omkring 77 pct. stemte ja. Samtidig deltog størstedelen af befolkningen i den separatistisk kontrollerede region Transnistrien ikke i afstemningen. En region, man ved ville stemme overvejende nej.

Et demokratisk resultat skal naturligvis respekteres. Men det må også være legitimt at spørge, hvad det fortæller om EU’s tiltrækningskraft, når et flertal af dem, der bor i selve landet, siger nej, mens et snævert ja sikres af stemmer fra udlandet.

Jeg forstår godt islændingene, grønlænderne og moldoverne, der tøver.

For måske er problemet ikke, at europæerne ikke forstår EU. Måske er problemet, at Bruxelles ikke længere forstår europæerne. For hvad nu, hvis man faktisk godt kan være en del af det europæiske samarbejde uden at være en del af EU?

Island er det oplagte eksempel. Gennem EØS har Island adgang til det indre marked og et tæt økonomisk samarbejde med EU. Island samarbejder med Europa om handel, økonomi og en lang række fælles spørgsmål, men uden at være medlem af EU og uden at være en del af EU’s politiske beslutningsmaskine.

Måske har islændingene derfor ikke vendt Europa ryggen. Måske har de bare forstået forskellen på europæisk samarbejde og mere EU. Det er en forskel, som Bruxelles burde begynde at forstå.