Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Forbyd elcykler og -løbehjul

Ikke alt, der kaldes fremskridt, er det.

Steffen RasmussenPensionist, Skovlunde

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg har snart cyklet en menneskealder, men elektrificeringen af verdens bedste transportmiddel, cyklen, har sat den kære “havelåge” med ægte rugbrødsmotor i skammekrogen. Lagt for had er elcyklen blandt især bilister, der selv farer frem i deres kære elbiler.

Alt skal åbenbart gå hurtigt og tilmed også være eldrevet – lige fra tandbørster til løbehjul og fanden og hans pumpestok.

Trængsel har vi nok af, og det bliver kun værre. Det kaldes udvikling.

Elektronikken har snart overtaget hele menneskehedens bevægelsesmønster, fra vi slår øjnene op, til vi går i seng.

Ja, iPhonen ligger vel tændt under de flestes hovedpuder i dag – også på børneværelset. Næste generation er allerede på vej ved tasterne. Med virkeligheden sat på standby.

Det ville være ønskeligt, om man forbød elcykler og -løbehjul som bare et plaster på såret, så vi alle igen kunne færdes på cykelstierne på en tryg og ordentlig måde; men nok utopi i morgendagens elektriske verden.

Artiklens emner
Elbiler