Dansk Industri og 3F svarer på et indlæg, vi ikke har skrevet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Signe Philip Tychsen, vicedirektør i DI, og Claus von Elling, formand for byggegruppen i 3F, udtrykker i et indlæg i Jyllands-Posten, at EEO tegner et sort billede af lærlinges virkelighed. Det er en bekvem læsning af vores oprindelige debatindlæg, men ikke ligefrem retvisende.

Vi har hverken påstået, at alle lærepladser er dårlige, at alle mestre svigter deres ansvar, eller at erhvervsuddannelserne som helhed er dårlige. Men vi har udstillet en problematik, der ikke bliver kastet nok lys på. Nemlig at lærlinge ikke er beskyttet godt nok, hvis de bliver udsat for alvorlige krænkelser, trusler eller vold på deres læreplads.

Hvis en gymnasieelev mistrives, kan vedkommende skifte gymnasium. Men en lærling kan ikke bare skifte læreplads. Derfor kræver vi et opgør med de regler, der i dag gør det unødigt svært for lærlinge at forlade en dårlig læreplads, fordi man skal bruge månedsvis på at bevise, at der er en god grund til, at ens uddannelsesaftale er blevet ophævet.

Der var sikkert også mange stavnsbundne bønder, der havde det fint til daglig. Men det ændrer ikke på den grundlæggende uretfærdighed: Når man ikke frit kan forlade det sted, hvor man bliver behandlet urimeligt, har man ikke reel frihed. Vi anvender ikke stavnsbåndet som et billede på flertallet af lærlinges hverdag, men som et udtryk for deres handlemuligheder, hvis de ikke bliver behandlet ordentligt.

For hvis en lærling bliver udsat for systematisk ydmygelse, chikane, trusler, sexisme eller racisme, taler vi ikke længere om “hård jargon”. Vi taler om et alvorligt svigt. Alligevel er lærlingen bundet til lærepladsen, fordi en ophævet uddannelsesaftale i praksis betyder, at man risikerer sin uddannelse. Det er ikke rimeligt. Og det er ikke værdigt.

DI og 3F peger på mikromålinger og en rådgivningslinje. Det er fine initiativer, men rådgivning er ikke rettigheder. Man slukker ikke en ildebrand med en vandpistol. Man afskaffer heller ikke brandveje, fordi de fleste bygninger ikke brænder. Og man kan ikke afvise at tale om vores konstruktive forslag til, hvordan vi kan skabe en bedre udvej for en lærling, der råber efter hjælp, med henvisning til at andre lærlinge har det fint.

Det egentlige spørgsmål er ikke, om gennemsnittet i en trivselsmåling ser pænt ud. Det er, om en lærling kan komme væk fra en utryg læreplads uden at miste sin uddannelse. I dag er svaret alt for ofte nej. Derudover ved vi for lidt om hverdagen på lærepladserne.

Hvis vi er enige om, at nogle lærlinge kommer i klemme, må vi også være ærlige om løsningerne. DI og 3F afviser, at svaret er at gøre det lettere at fratage virksomheder retten til lærlinge, men de forholder sig ikke til, hvad der skal ske med den lærling, der står i problemet nu. Hvem sikrer, at den unge ikke skal møde ind igen mandag morgen? Og hvad er konsekvensen for virksomheder, der gentagne gange svigter deres ansvar?

Derfor foreslår vi tre konkrete forbedringer: Lærlinge skal hurtigt kunne komme i skoleoplæring, når de udsættes for alvorlig mistrivsel — også før en sag er fuldt dokumenteret. Der skal være obligatorisk evaluering af trivsel på lærepladsen, ikke kun i skoledelen. Og virksomheder, der gentagne gange svigter deres ansvar, skal miste retten til lærlinge.

En erhvervsuddannelse er først og fremmest en uddannelse. Ingen unge skal risikere ar på sjælen eller kroppen for at få et svendebrev. Det er den virkelighed, vi adresserer, og det er den virkelighed, DI og 3F bør forholde sig til.