Totalberedskabet afhænger af en faglært frontlinje, men den del fylder for lidt i debatten

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Når regeringen taler om totalberedskab, forestiller mange sig kampfly, cyberforsvar og beredskabslagre. Men når strømmen går, vandet forsvinder, eller varmen bryder sammen, er det som regel en elektriker eller en vvs’er, der står forrest i den faglærte frontlinje.

Regeringen har med sit regeringsgrundlag placeret totalberedskab, forsyningssikkerhed og beskyttelse af kritisk infrastruktur højt på den politiske dagsorden. Ambitionen om at styrke Danmarks modstandsdygtighed over for cyberangreb, sabotage og ekstreme vejrhændelser er både nødvendig og velkommen i en tid, hvor sikkerhedspolitik ikke længere kun handler om militære kapaciteter, men i høj grad om samfundets evne til at opretholde helt grundlæggende funktioner under pres.

Men en helt afgørende brik mangler stadig i diskussionen: de faglærte og de kompetencer, der løbende skal udvikles for at kunne håndtere nye trusler og teknologier.

For mens der tales om systemer, regulering og cybersikkerhed, er der langt mindre fokus på det tekniske erhvervsliv og de mennesker, der i praksis skal få samfundet op at køre igen, når noget går galt.

Når et lokalområde mister strømmen, et vandværk rammes af et cyberangreb, eller en fjernvarmecentral bryder sammen, er det ikke embedsværket, der rykker ud. Det er det tekniske erhvervsliv. Elektrikere, vvs’ere, teknikere og montører, som med kort varsel og under pres skal lokalisere fejl, afgrænse skader og genetablere funktioner, som tusindvis af borgere og virksomheder er afhængige af.

Krigen i Ukraine illustrerer, at robusthed ikke blot er planer og gode intentioner, men mennesker, der er klar til at handle og løse problemerne. Massive angreb på det ukrainske elnet og varmeforsyningen har nemlig gjort det magtpåliggende at have faglærte med de rette kompetencer, der står klar til at genetablere forsyningen og handle under pres.

Det er en erkendelse, som bør få konsekvenser for, hvordan vi tænker beredskab i Danmark. Hvis vi mener alvorligt, at kritisk infrastruktur skal kunne modstå kriser, bør faglært kapacitet og systematisk kompetenceudvikling indgå som bindende kriterier i reguleringen af kritisk infrastruktur på linje med cybersikkerhed, og fysisk sikring.

Allerede i dag hviler vores mest kritiske anlæg på en betydelig faglært arbejdsstyrke. Vindmøller, solceller, elforsyning, alarm og sikring, kraftvarmeværker og vandværker er blandt de arbejdspladser, der beskæftiger mange elektrikere og vvs’ere - netop for at sikre stabil drift og hurtig reaktionsevne. Samtidig bliver stadig flere teknologier en del af den kritiske infrastruktur.

Det gør os grønnere og mere effektive. Men det øger også behovet for faglærte med opdaterede kompetencer, der kan vedligeholde, reparere og genetablere stadig mere komplekse og digitale systemer, når de svigter.

Derfor bør forsyningsvirksomheder og andre kritiske aktører kunne dokumentere adgang til tilstrækkeligt mange faglærte medarbejdere med opdaterede og relevante kompetencer. Når strømmen er væk, eller vandforsyningen er ramt, er der ikke tid til at rekruttere medarbejdere, gennemføre kurser eller afvente godkendelser. Kapaciteten skal være på plads, før krisen opstår.

Vi deler regeringens ambition om et stærkere totalberedskab. Men skal Danmark være robust i praksis og ikke kun på papiret, er det på tide at tænke det tekniske erhvervsliv ind som en del af den kritiske infrastruktur.

For uden den kapacitet bliver selv de mest ambitiøse beredskabsplaner ikke til brugbart beredskab, men bare intentioner på et papir.