Fortsæt til indhold
Debatindlæg

De hæfter ikke for verdens uro: Amerikanske turister er ikke Donald Trump

Når geopolitikken rykker ind i vores bevidsthed, opstår en fristelse: at gøre politiske konflikter til kulturelle fronter mellem mennesker.

Lars Bertolt WintherChef, DI Turisme, Kultur & Oplevelser

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Verden er i opbrud. Krig, handelskonflikter og stormagtsrivalisering fylder nyhedsstrømmen og skaber en ny form for hverdagsuro. Men når geopolitikken rykker ind i vores bevidsthed, opstår en fristelse: at gøre politiske konflikter til kulturelle fronter mellem mennesker.

Det er en farlig glidebane. Alt for let kommer vi til at se hinanden gennem nationale stereotyper. Amerikaneren bliver lig med Washington. Tyskeren med Berlin. Mennesker reduceres til deres regeringer. Det forenkler en kompleks verden – og øger afstanden mellem os.

I turismeerhvervet ser vi hver dag det modsatte. Når en amerikansk familie træder ind på en dansk restaurant, eller et tysk ægtepar tjekker ind på et hotel, forsvinder verdens konflikter i baggrunden. Tilbage står mødet mellem mennesker.

Ja, gæster har vaner, der adskiller sig fra vores. De bestiller noget andet til morgenmad, taler anderledes eller stiller måske flere spørgsmål. Men forskelle er ikke konflikter. De er begyndelsen på relationer.

Turisme er hverdagsdiplomati. Ikke topmøder og traktater, men den uformelle kontakt ved cafébordet, i receptionen og i butikslokalet. Hver gang vi byder en gæst velkommen, repræsenterer vi Danmark. Og hver gang en gæst rejser hjem med en god oplevelse, styrker vi Danmarks omdømme mere effektivt, end mange strategipapirer formår. Det løser ikke verdens krige. Men det modvirker noget andet: at konflikter mellem stater udvikler sig til mistillid mellem mennesker.

I en tid, hvor verden ryster, skal vi holde døren åben – ikke lukke os om os selv. Det er godt for Danmarks relationer. Og det er godt for sammenhængskraften.

Nysgerrighed er ikke naivitet. Det er ansvarlighed.