Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Tak, fordi det er slut: Det har været den ringeste valgkamp nogensinde

Medierne synes mere interesserede i at fokusere på hurtige udtalelser og påstande om enkeltsager end at få større, langsigtede politiske budskaber frem til vælgerne.

Jørgen RøhrmannCand.agro., Snedsted

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Valgkampen op til folketingsvalget er nu heldigvis snart overstået. Det har været en fuldstændig ligegyldig og beskidt valgkamp, som reelt ikke har givet os viden om, hvad de enkelte partier står for, og hvad man på langt sigt kan forvente af dem som fremtidig regering og Folketing.

For mig er det sådan set også ligegyldigt, for jeg har allerede stemt ud fra partiernes hidtidige gerninger. For mig betyder det noget, hvad de gør, ikke hvad de lover.

Jeg bemærker mig her, at Det Forenede Socialdemokrati bestående af liste A, M og V samlet afskaffede store bededag. En helligdag, vi især i dag med de spændinger, der er rundt i verden, kan have behov for at have til sammen at kunne reflektere over verdens situation, som den er lige nu.

Jeg husker også, at den nuværende statsminister over hals og hoved ulovligt nedlagde hele minkerhvervet, hvilket kommer til at koste skatteyderne mindst 30 mia. kr., hvoraf kun ca. 13 mia. kr. går til minkavlerne, mens resten går til dommere, advokater, konsulenter, udpegede skønsmænd i diverse taksationskommissioner, nedrivning af farmene og erstatning til nogle følgeindustrier.

Og så er hele cirkusset omkring nedgravning af døde mink med efterfølgende genopgravning ikke medregnet, hvor en del opgravet jord blev en del af problemerne med jordskred ved Randers.

Jeg har også bemærket mig, at stort set ingen af de løfter, som Det Forenede Socialdemokrati lovede ved sidste valg, er blevet gennemført. F.eks. en styrkelse af folkeskolen, bedre forhold på plejehjemmene og forbedrede sundhedstilbud i yderdistrikterne m.m.

Dertil kommer, at den offentlige transport ligger i ruiner med nedslidt materiel på specielt togdriften.

Når valgkampen ikke har bidraget til egentlig viden om partiernes langsigtede politik, hænger det også sammen med, at pressen, inklusive DR og TV 2, synes mere interesserede i at fokusere på hurtige udtalelser og påstande om enkeltsager end at få større langsigtede politiske budskaber frem. TV 2 lavede endda reality-tv med partilederne med serien ”Højskolen”. Et programkoncept, som ikke bidrog med stor saglighed og visdom.

Det er trist, at det blev mere interessant at fokusere på Alex Vanopslaghs afprøvning af kokain, end hvilken politik man kan forvente fra Liberal Alliances side. Her falder det specielt i øjnene, at Ekstra Bladet i stedet for at fokusere på politik har drevet en nærmest personlig hetz mod Vanopslagh.

Det er trist at se politikere med stærkt personlige angreb på enkelte modstandere, hvor specielt Vanopslagh har måttet lægge ryg til grove udfald fra Zenia Stampe m.fl. Selvfølgelig må Vanopslaghs brug af kokain nævnes og drøftes, men på en sober måde. Ellers banker man politik i baggrunden, men det er måske også meningen, så fokus flyttes fra politik.

Endelig er det trist at se, hvordan man har kastet sig over landbruget med ”fake news” om både nitrat og dyrevelfærd. Hvis det stod så skidt til med dyrevelfærden som fremført i pressen af mange politikere fra alle fløje, så har Fødevarestyrelsens veterinærkontrol et alvorligt problem, da det står for myndighedskontrollen af dyrevelfærden i alle husdyrproduktioner. Den må jo have sovet i timen, når den ikke ved sine besætningsbesøg ser det samme, som politikerne melder ud om.

Hvad angår historierne om nitrat i drikkevand og påstandene om kræft, så bygger disse på postulater. Nitrat er naturligt forekommende i flere grøntsager, som udgør den væsentligste kilde til indtag af nitrat.