Giv de rige konkurrence
De rigeste skal have mere konkurrence fra middelklassen.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Hvis du mener, at formuefordelingen i Danmark og i verden er for skæv, så kan idéen om en formueskat virke fristende. Men det er en dum idé, som kun vil ramme os allesammen i nakken økonomisk.
Man kan altid diskutere, om det er et problem, at nogen har meget mere end alle andre, men der findes en løsning, som både mindsker uligheden og samtidig er gavnlig for dansk økonomi. De rigeste skal blot udsættes for konkurrence fra middelklassen.
Årsagen til, at nogle mennesker bliver enormt rige, er som regel, at de kan levere et produkt, som ingen andre kan eller må levere, og kan dermed sætte prisen højt. Konkurrence giver forbrugerne billigere produkter og fordeler fortjenesten på flere hænder.
Imidlertid udsættes de små og mellemstore virksomheder i Danmark og EU for en uretfærdig konkurrence i form af et kæmpe bureaukrati og regulering. Jo større en virksomhed er, jo bedre kan bureaukratiet håndteres ved blot at ansætte mere personale. Den lille virksomhedsejer må derimod sidde til kl. 2 om natten for at få styr på dokumenterne.
Konsekvensen er, at produktionsapparatet ender på færre og færre hænder, og dermed stiger uligheden. En formueskat vil aldrig kunne skabe nogen som helst form for lighed, nærmere tværtimod.