Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Blå blok ligger, som Venstre har redt: Troels Lund Poulsen er ikke den rette mand i spidsen

Venstres formandsvalg er af afgørende betydning for hele blå blok, fordi mange andre blå partiledere er for polariserende til at lede en blå regering.

Anne-Mette ForemanCand.lact., debattør, Wezembeek-Oppem, Belgien

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Nu har jeg aldrig selv deltaget i et af Venstres landsmøder. Men man begynder at blive lidt nysgerrig, når medlemmerne først vælger Jakob Ellemann og dernæst Troels Lund Poulsen som deres formand. Altså, som det medlem, de føler er allerbedst egnet til at lede Venstre hen mod regeringsmagten og med størst chance for at blive statsminister. Det er vel det, det går ud på, når man vælger formand, ikke?

Man må derfor formode, at mange Venstre-medlemmer kan spejle sig i Troels Lund Poulsen, som jo også har både traktor og egen gård. Måske føler Troels Lund Poulsen sig også veltilpas til Venstres landsmøder og stråler på talerstolen der.

Men en ting er landsmøder, og en anden er resten af verden. Her stråler han ikke, og det reflekteres af, at kun 9 pct. af danskerne, som efterhånden har set en del til Troels Lund Poulsen i ministerroller, foretrækker ham til at lede dem og Danmark.

Hvis Venstre virkelig vil regeringsmagten, kan man kun opfordre dem til at tænke ud over landsmødet, næste gang de vælger formand. Det skal være en, der kan – og kan lide at – begå sig, også uden for Venstres mure. Det er muligt, at lysende talenter som Stephanie Lose og Jan E. Jørgensen ikke afspejler det gennemsnitlige Venstre-medlem, men de er veltalende, troværdige og populære blandt vælgerne generelt, ikke kun inden for Venstre.

Troels Lund Poulsen har uden tvivl mange fine kvaliteter og lang erfaring som minister. Men han mangler den karisma og veltalenhed, man forventer af en partileder.

Og han har, bevidst eller ubevidst, kun signaleret lunken interesse i at blive statsminister ved at kommunikere sin beslutning mange timer efter Mette Frederiksens meddelelse og så kun via Facebook, selv om et helt pressekorps stod klar.

Uanset hvad hans kommunikationsvejleder måtte have foreslået, burde Troels Lund Poulsen selv have udvist nok dømmekraft til at fortælle pressen og vælgerne, at han stiller op, og se ud, som om han havde lyst til det, umiddelbart efter Frederiksens besked. Ellers virker det, som om han ikke tør møde journalisterne eller ikke rigtig har lyst til posten. Det virker ikke særlig Rambo-agtigt.

For hele blå blok er det vigtigt med en plausibel Venstre-kandidat til statsministerposten, ikke længere fordi Venstre er det største parti, men fordi mange af de andre blå partier og deres ledere ses som polariserende og derfor ikke udgør realistiske alternativer.

Blå blok ligger, som Venstre har redt. Og chancen for en blå regering er så godt som sunket i jorden i denne omgang.