Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Det er ikke TV 2's skyld, at landmænd chikaneres efter dokumentar

Svinebønder skal ikke spille forarget over tv-dokumentar. Det skal nærmere forbrugerne være over deres Morten Korch-agtige skønmaleri af et erhverv med problemer, de ikke løser.

Vermund Søgaard-SørensenPens. officer, Hornslet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I en kronik i JP 29/1 af H.C. Gæmelke, Jeppe Bloch og Ulrik Bremholm, repræsentanter for toppen af dansk landbrug og det danske slagterierhverv, harceleres der over, at TV 2 for nylig bragte dokumentaren ”Hvem passer på grisene”, der afslørede massive svigt og dyremishandling i den danske griseproduktion – endda af producenter højt placeret i landbrugets organisationer.

Dokumentaren anvender blandt andet optagelser fra stalde, der er tilvejebragt ved ulovlig indtrængen – ikke af TV 2, forstår jeg – men af andre aktivister, som har viderebragt det til TV 2. Disse optagelser har nu ifølge kronikørerne medført en massiv bølge af indbrud, trusler og chikane rettet mod mange landmænd, hvorfor TV 2 bebrejdes overhovedet at have bragt disse optagelser, når de nu er ulovligt tilvejebragt.

Til det er der kun at sige, at en dansk retsinstans har vurderet sagen og sat hensynet til at kunne oplyse offentligheden om disse grelle forhold over hensynet til, at optagelserne er tilvejebragt ved ulovlig indtrængen. Hvis ikke, ville det aldrig komme frem, og landbrugets brodne kar kunne fortsætte uhindret. TV 2 kan ikke gøres ansvarlig for, at landmænd trues og chikaneres.

Kronikken er en skønmaling af dansk landbrug – nærmest det rene Morten Korch, men afslører alligevel en arrogant og misforstået holdning til problemet mishandling, når man læser, at »sommetider sker der fejl« – altså i produktionen af dyr.

Der er ikke tale om »fejl«, men derimod langvarige, massive svigt og dyremishandling, der har medført afmagrede, dehydrerede og syge dyr, der liggende i snavs og søle, døende eller allerede døde, ikke har været tilset eller behandlet på nogen måde gennem længere tid. Lad være med at kalde det fejl, for der er tale om meget grove og strafbare svigt.

Som almindelig dansker er det svært at få øje på dyrevelfærd i den danske griseproduktion. Overfyldte stalde, underbemandede produktionsanlæg og svigt vises med mellemrum i medierne. Fødevarestyrelsen leverer optagelser fra diverse kontrolbesøg, og her så man for nylig grise med brok så store som sække hængende under bugen. Det er ikke bare uetisk, men direkte uappetitligt, og man væmmes ved at spise grisekød, når så defekte og mishandlede dyr kan gå til slagtning og anvendes til menneskeføde.

Så kære kronikører: Der er intet, der kan begrunde jeres forargelse over TV 2’s dokumentar – forargelsen er helt på befolkningens og forbrugernes side.