Dansk landbrug er en vinderaktie for hele nationen, så lad være med at smadre erhvervet i symbolpolitik

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Et nyt år er oprundet. Håbet om mere fornuft og mindre spild dominerer mine tanker, som vi nu tager hul på 2026.

Året, der gik, var set med landbrugsøjne spildt på symbolpolitik og nye bunker af klima- og miljøpolitiske fatamorganaer, der blot koster tid og penge uden positiv effekt. Lad os stoppe spildtiden og løfte blikket mod virkeligheden, en virkelighed, som historieforladte skrivebordsteoretikere tydeligvis endnu ikke har set eller forstået.

Verdenshistorien har altid kørt i cyklusser, hvad enten det er økonomi, krig eller fred – det er kendt viden og bør bruges mere konkret, når vi skal forstå nu- og fremtiden bedre.

Politikerne, lyder det traditionelt, skal lede landet. Men virkeligheden fra de sidste årtier er snarere, at politikerne spejler landet, mens styringen ligger i folkestemningen og den aktuelle økonomiske tilstand, der tillader en større eller mindre grad af fri leg. Politikerne befinder sig på den måde i forlygternes skær – ikke bag rattet.

Efter Anden Verdenskrig brugte vi tre årtier på at bygge velfærdsstaten op med fokus på effektive løsninger og faglighed, der var sat forrest. Der blev drænet, opfundet effektive planteværn, bygget skoler, sygehuse, forsvar og meget andet – en periode, der pressede den danske økonomi, men resulterede i, at vi stod med et effektivt land, selvom det nok allerede dengang var lidt overadministreret.

Siden Murens fald og starten af 90’erne har vi derimod slidt og afskrevet på stort set alle investeringer fra forsvar til dræn og sygehuse; en periode, hvor vi fik gnavet gælden af igen. Perioden bar også præg af herreløse penge, hvor fagligheden blev sekundær for de mere elitære drømme og feel-good-idealer.

Efter nu i tre årtier at have ødslet de foregående årtiers arbejde og investeringer væk, er vi nu tilbage ved starten, vel illustreret af statsminister Mette Frederiksens nytårstale, der indeholdt alt andet end klima og miljø – til stor ærgrelse for den slagne aktivist på slotspladsen i København.

De foregående års store fokus på ESG-rapportering, skovrejsning og forsumpning på bekostning af fødevaresikkerhed, forsvarsvilje og faglighed vil over de kommende år forhåbentlig forsvinde. Det betyder ikke, at der er ubegrænset fri leg som producent, men fremtiden er historisk set god for dem, der kan producere – uagtet at politikerne endnu ikke kan se det.

USA’s magtdemonstration for at forhindre det narkofinansierede Venezuela i at blive et nyt Cuba anno 1962 som springbræt for Østblokken er et tydeligt tegn på, at de globale verdens hjul ændres.

Den kommende grænsedragning i Ukraine kan minde om Muren, med en demilitariseret zone, hvor Vestukraine får part i Europa, og øst går til Rusland. Det virker alt sammen som en genudsendelse fra fortiden – en fortid, hvor alle aspekter i dagligdagen skal tænkes ind i en sikkerhedsbetragtning.

At Bæredygtigt Landbrug har afvist og kæmpet mod afgifter på biogent CO₂, usaglige kvælstofaftaler og treparter er uomtvisteligt, da det både er usagligt og et nationalstrategisk selvmål.

Dansk landbrug er en vinderaktie i den nationale portefølje, der både giver nationen et godt afkast og et positivt bidrag til vores region – mulighederne er der, vi skal bidrage til Europas sikkerhed, til Europas fødevareforsyning.

Sæt fagligheden i førersædet, så vi er klar til den nye verdensorden – kære politikere, drop jeres benspænd mod effektivitet, drop treparten og dens angreb på ejendomsretten, der udgør en væsentlig del af stabiliteten i Danmark. Tiden er til at være ledere, sæt jer ind bag rattet i stedet for at løbe rundt og være fanget i forlygternes skær.